FOTO: Christina Bundgaard Photography

Fredag aften besøgte ligaens daværende tophold, Bjerringbro-Silkeborg, Arena Vestjylland Forsikring. LTH’erne var ikke spået mange chancer, men alligevel tog de vestjyske underdogs fusen på allesammen, og vandt kampen med 35-31.

Fredag den 13. forbindes i overtroens verden med uheld, men dette kan man ikke sige, at der ramte Lemvig-Thyborøn Håndbold. Derimod leverede de en kæmpe sensation og slog BSH. Man kan omvendt tolke, om dagen alligevel har sin ret, da Bjerringbro-Silkeborg følte det modsatte.

Anders Thomsens tropper var igennem det meste af første halvleg et skridt foran det stjernespækkede udehold. Dog kunne gæsternes Sebastian Skube efter 26 minutters spil bringe sit mandskab foran med 11-12. Dette var dog BSH’s næstsidste mål i anden halvleg og samtidig sidste gang de var foran i kampen.

LTH’erne fik rettet op på resultatet og kunne gå til pause foran med 14-13, hvilket var mere end godkendt. Snakken i halvlegen gik på, at man var godt tilfreds med det, drengene havde vist i første halvleg. De færreste snakkede nok om, det var muligt for LTH at holde føringen til slutningen af kampen, men derimod hvornår gæsterne ville løbe fra hjemmeholdet.

Dette kom dog ikke til at ske, og takket være flot angrebsspil og en forrygende Ronnie Nicolaisen i LTH-målet kunne Lemvig-Thyborøn køre en fortjent, men overraskende sejr hjem mod selveste Bjerringbro-Silkeborg. Slutcifrene lød på 35-31. Der var flotte indsatser over hele linjen, men man kommer ikke udenom højresiden i LTH-angrebet. Jonas Langerhuus og Jesper Kokholm var store trusler mod det passive BSH-forsvar, og de scorede tilsammen over halvdelen af hjemmeholdets mål (18). Dertil skal der også nævnes, at Lemvig-Thyborøn spillede en fremragende kamp, og at det sågar er noget af det bedste der nogensinde er set i Arena Vestjylland Forsikring. Dette blev kvitteret med en flot opbakning fra lægterne.

Sejren var de første point i Primo Tours Ligaen denne sæson, og samtidig en perfekt optakt til de næste kampe mod KIF Kolding og Nordsjælland. To kampe, hvor der er ekstremt vigtige point på spil. Næste opgave er på fredag ude mod KIF Kolding, og det er en kamp, hvor der arrangeres fanbus. Vi håber mange vil tage med og støtte drengene. Sidste tilmeldingsfrist er onsdag klokken 12. Tilmeld dig her!

Slutresultat: 35-31 (14-13)

LTH-udvisninger: 2, BSH-udvisninger: 2

LTH-målscorere:
Jonas Langerhuus 9 mål
Jesper Kokholm 9 mål
Rasmus Porup 5 mål
Jørgen Rasmussen 4 mål
Christian Holm 4 mål
Pelle Schilling 2 mål
Mathias Porsholdt 2 mål