FOTO: Christina Bundgaard Photography

Lemvig-Thyborøn var på besøg i Ølstykke fredag aften, og efter et meget lige opgør endte det med endnu uafgjort resultat, da slutresultatet blev 22-22.

Kampens første 26 minutter forløb meget lige, og den største afstand der var mellem de to hold var et enkelt mål. Det var først med fire minutter tilbage af første halvleg, at der kom lidt afstand mellem holdene, da HØJ gik fra 10-10 til pausestillingen 13-10.

Lemvig-Thyborøn kom fint ud til anden halvleg og fik efter syv minutters spil bragt balance i regnskabet, da Jonas Gade udlignede til 14-14. Der var igen kontakt, og igen fik HØJ trukket fra vestjyderne. Denne gang ved stillingen 16-16 med et kvarter igen. Tre minutter senere var stillingen 19-16 til hjemmeholdet. En god slutspurt resulterede i at Mads Thymann, med ni sekunder tilbage af kampen, kunne udligne til slutresultatet 22-22.

Det var en kamp, hvor LTH aldrig kom op i gear. Der var alt for mange uprovokerede fejl så som dårlige afleveringer, indspil og bolde ud over sidelinjen. I anden halvleg havde drengene muligheden flere gange for at komme foran, men var ikke skarpe nok til at udnytte det. På den positive side skal det medregnes, at forsvaret fungerede rigtig godt – især i anden halvleg. Alt i alt skal holdet være tilfredse med det ene point efter indsatsen fredag aften.

Det ene point betyder, at vi stadig ligger nummer fire i tabellen. Nu er Fredericia HK dog også kommet op på siden af os og har ligesom os 15 point. Netop Fredericia er næste opgave for Arne Damgaards tropper, og det er søndag den 10. december, når traditionsklubben gæster Arena Vestjylland Forsikring. Der er derfor lagt op til et spændende og vigtigt opgør, hvis man ønsker at holde fast i fjerdepladsen og skimte en placering i top-3.

Slutresultat: 22-22 (13-10)

HØJ-udvisninger: 1, LTH-udvisninger: 3

LTH-målscorere:
Mads Thymann 6 mål
Søren Nørgård 6 mål
Jonas Gade 5 mål
Rasmus Porup 2 mål
Mark Nikolajsen 1 mål
Mathias Porsholdt 1 mål
Jonathan Sørensen 1 mål