FOTO: Christina Bundgaard Photography

Fredag aften var der lagt op til en intens duel i Arena Vestjylland Forsikring, da Fredericia var på besøg. Kampen blev lige så dramatisk og spændende som forventet, og det hele endte med en pointdeling.

Kulissen var en topkamp værdig, men realiteten var den, at det var to hold fra den nederste halvdel af tabellen som krydsede klinger. Kampen bød også på flere hårde tacklinger end flotte scoringer. Det var tydeligt, at det var to meget vigtige point som var på spil. Efter 10 minutter var det dog Fredericia som var i front med 3-5.

Gæsterne var i førersædet i det meste af første halvleg og efter 25 minutter var de også i front med 8-10. Alligevel lykkedes det Anders Thomsens tropper at gå til pause foran 11-10 efter Christian Holm i de døende sekunder fik scoret sit andet mål i kampen.

Fra anden halvlegs start var det LTH’erne som var i teten. Efter 37 minutter kunne tilbagevendte Mads Thymann score sit andet mål i træk til stillingen 16-13. 3-målsføringen var stadig intakt med et kvarter igen. Her førte vestjyderne 21-18, men et brændt straffekast, dumme udvisninger og tvivlsomme dommerkendelser bragte Fredericia tilbage i kampen.

Med 4 minutter tilbage førte gæsterne med 22-24, men nu var det hjemmeholdets tur til at komme tilbage i kampen. Med 40 sekunder tilbage af kampen fik LTH bolden og muligheden for at udligne til 25-25. Mark Nikolajsen fik sat et fint angreb op i syv mod seks, og bolden endte ved Rasmus Porup som desværre brændte sin chance, men heldigvis for ham var Jacob Østergaard hurtig over returen, og han udnyttede chancen og udlignede til stillingen 25-25 med 10 sekunder igen. Ronnie Nicolaisen stod i vejen for det sidste Fredericia-forsøg, og kampen endte derfor uden vinder.

Begge hold havde en ambivalent følelse efter kampen, da man var skuffet over ikke at få sejren, men også glad nok for, at det lykkedes at få det ene point. Derfor kan man sige, at et uafgjort resultat var fair nok. LTH’erne kan nu glæde sig over, at de for anden hjemmekamp i streg får point, og at der nu er lidt længere ned til Nordsjælland på sidstepladsen.

Næste opgave for Anders Thomsens tropper er på fredag, når turen går til Esbjerg, hvor Ribe-Esbjerg venter.

Slutresultat: 25-25 (11-10)

LTH-udvisninger: 5, FHK-udvisninger: 4

LTH-målscorere:
Jonas Langerhuus 5 mål
Mark Nikolajsen 4 mål
Jesper Kokholm 3 mål
Christian Holm 3 mål
Rasmus Porup 3 mål
Nicolaj Spanggaard 2 mål
Mads Thymann 2 mål
Jacob Østergaard 1 mål
Mathias Porsholdt 1 mål
Pelle Schilling 1 mål