Tjekkoslovakiet 1970: I september 1969 blev håndboldklubberne Nørlem GF og Nr. Nissum KFUM lagt sammen til Nørlem/Nr. Nissum KFUM, som senere blev til NNFH, Lemvig.

Alt det følgende er som undertegnede husker det!

I Nørlem havde man de unge talentfulde spillere. I Nr. Nissum KFUM havde man et godt 3. div. hold. Da Arne Pedersen, også kaldet Fræ`rik, havde meget med Nørlems unge spillere at gøre og da han var begyndt at spille i Nr. Nissum KFUM, var han en af fortalerne for sammenlægningen.

Sammenlægningen må vist siges at forløbe fint, men der var alligevel behov for at lave en ryste-sammen-tur. Foråret 1970 fik vi kontakt med den tjekkoslovakiske håndboldklub Tepna Nachod. De havde fået mulighed for at komme på håndboldturné i Vesteuropa. Betingelserne herfor var, at klubben spillede i bedste række i hjemlandet og så kunne den kun regne med at få muligheden for at komme til det forjættede Vesteuropa ca. hvert 10. år! Men muligheden kom altså i 1970. Da klubben og spillerne ikke kunne veksle til vesteuropæisk valuta var betingelserne, at de skulle indkvarteres og bespises på vores regning og have lommepenge. Til gengæld måtte vi sælge håndboldkampe med deres hold, som spillede på et noget højere niveau end os, idet de var såkaldte statsamatører. Spillerne var ansat på Tepna, en tekstilfabrik i byen Nachod og trænede håndbold 3 til 4 eftermiddage om ugen, altså i arbejdstiden. Danske spillere havde normal arbejdsdag, alle var amatører og trænede kun om aftnerne. Så naturligvis var de bedre end os! Vi solgte kampe til bl.a. Holstebro og Hammerum (Hauge) og vi spillede naturligvis også på vores egen hjemmebane: Limfjordshallen (nu Rema 1000). Flere aftener endte vi i Ågade 15, hvor vi havde nogle hyggelige timer sammen med spillerne og de tjekkiske ledere, hvoraf nogle var fra kommunistpartiet. Sidstnævnte var med for at sikre, at alt gik ”efter kommunistiske love og regler!”

Vi havde nogle fine dage sammen med spillerne. Deres indstilling til tilværelsen og deres humor lå/ligger meget tæt på danskernes.

I august var der så genvisit i Nachod. Først var vi dog omkring vores venskabsklub i Fellbach ved Stuttgart. Derfra via Cheb og Prag til Nachod ved den polske grænse i det østlige Tjekkolslvakiet. Det var som at komme til en helt anden verden. Alene grænsekontrollen var et kapitel for sig. Vi blev tjekket, som var vi forbrydere og alt i bussen og under (med spejle, der blev skubbet ind under bussen) blev undersøgt og kontrolleret. Byen Nachod var utrolig grå og trist og det samme var befolkningen. Husk at vi var i landet mindre end 2 år efter den russiske invasion (natten til den 22. august 1968). Vi blev indkvarteret på hotel `Vyhlídka` (på dansk `Udsigt`), et hotel som lå højt hævet over byen og med en restaurant i kælderen, hvor de lokale kom. En dansk lærerstuderende, som ikke var spiller, men var med som tak for indsatsen som rundviser og oversætter da tjekkoslovakerne var på besøg i Danmark, havde medbragt et eksemplar af Ekstrabladet og tog det med i kælderen og det vakte stor begejstring blandt de lokale p.g.a. side 9-pigen. Senere samme aften kom politiet til kælderrestauranten, hvilket gjorde danskeren meget nervøs og han åndede først lettet op, da vi igen var i Vesteuropa! Bemærk at alle passene blev afleveret på politistationen ved ankomst til Nachod og først udleveret igen ved afrejse.

Men vi havde igen nogle dejlige dage sammen med de meget sympatiske spillere, træner Vejmann og deres turleder, Parizek. Vi havde naturligvis samme økonomiske betingelser hos dem, som de havde hos os. Og da vi ved en fejl ved grænsen var tvunget til at veksle 5 dollar (?) pr person pr dag, vi var i landet og da spillerne forventede, at vi vekslede sort (det var deres mulighed for at have lidt penge på lommen, hvis de skulle få mulighed for igen at komme til Vesteuropa), ja, så havde vi så mange tjekkoslovakiske koruna, at vi havde problemer med at få dem brugt. Den sorte pengeveksling foregik på den måde, at Fræ`rik samlede danske kroner, D-mark og US dollars fra danskerne, meddelte den tjekkoslovakisk kontaktperson, som havde ønsket pengevekslingen, hvor meget han havde i omtalte vestlig valuta. Et par dage efter mødtes tjekkoslovakken og Fræ`rik på tilskuerpladsen under en af håndboldkampene med hver sin plasticpose. Da kampen var forbi, havde de byttet pose. De kunne have snydt hinanden og en henvendelse til politiet var ikke en mulighed, men der var præcist de tjekkoslovakiske koruner, der var aftalt. 

Vi var en del på ”Restaurace”, en fin restaurant, der lå ved byens torv. Her var musik og glade dage, En halvliter velsmagende øl kostede hvad, der svarer til mindre end 0,50 danske kroner, I en pause satte nogle danskere sig til instrumenterne og spillede og sang: Hej Jude! Det var ikke uden risiko, da vestlig musik på det tidspunkt var aldeles forbudt i alle østeuropæiske (kommunistiske) lande.

Det var altså ikke muligt at drikke pengene op. Derfor blev der købt lædervarer, krystalvarer og sportstøj, tøj i hele sæt til klubben, sko i rimelig kvalitet (en dansker købte hele 14 par og havde nok til resten af sin håndboldkarriere + lidt til videresalg).

Da vi efter ca. 12 dage skulle tage afsked med klubben, blev der holdt små taler. Førnævnte Parizek sluttede talerne (på tysk) og sagde bl.a., at han håbede samarbejdet mellem de to klubber kunne fortsætte, at de kunne komme til os eller vi til dem, men citat: ”det er nok jer, der må komme til os, for Verden er ikke så god som den burde være”! Der stod vi med en klump i halsen og samarbejdet blev ikke til mere… Flere har dog senere haft kontakter til enkeltpersoner i Nachod!