FOTO: Christina Bundgaard Photography

Inden kampen mod Frederikshavn var der lagt op til et opgør, hvor begge mandskaber havde hårdt brug for point, og dette afspejlede sig også i kampen, som endte med en smal sejr på 25-26 til LTH.

Lemvig-Thyborøn havde teten i de første ti minutter, og her var stillingen 4-7 til gæsterne. Fire gode minutter fra hjemmeholdet var det, som skulle til at hente LTH’ernes forspring. Med et kvarter igen var stillingen 7-7, men Arne Damgaards tropper trak igen fra nordjyderne, og kunne gå til pause foran med 10-14.

Det var en fin første halvleg fra LTH’erne. Det eneste minus var, at Jonas Gade blev skadet efter fire minutter. Dette gav chancen til unge Mads Høj, som leverede en rigtig god kamp, og scorede fire mål.

De første otte minutter af anden halvleg forløb godt for LTH. Holdet var foran med 14-18, og det begyndte at ligne den sejr, som mange i Lemvig og omegn sad og krydsede fingre for. Hjemmeholdets målmand, Frederik Torp, begyndte at tage LTH-forsøgene, og hjemmeholdet begyndte at lugte blod.

Dette resulterede i at Frederikshavn-topscoreren, Joshua Grace, med syv minutter igen kunne reducere til 21-22. To LTH-mål i træk gav dog lidt ro, men hjemmeholdet kom igen tæt på, og de sidste minutter af kampen blev meget hektiske. Efter en spændende afslutning kunne LTH juble over de to vigtige point efter det blev til en sejr på 25-26.

Det var en kamp med to mandskaber, som kæmpede hårdt for de to point, men heldigvis var det LTH, som trak det længste strå, hvilket også var fortjent, da det var os, som var i teten i størstedelen af kampen.

Næste opgave for LTH’erne er mandag den 19. marts hjemme i Arena Vestjylland Forsikring, når Skive kommer på besøg. Her håber vi på at se lige så mange mennesker som sidste gang vi spillede hjemme mod TMS Ringsted.

Se det sidste af kampen her:

Se interview med Søren Nørgård her:

Slutresultat: 25-26 (10-14)

FFI-udvisninger: 3, LTH-udvisninger: 5

LTH-målscorere:
Søren Nørgård 6 mål
Mark Nikolajsen 5 mål
Mads Høj 4 mål
Niels Lindholt 4 mål
Jonas Gade 2 mål
Rasmus Borup 2 mål
Mads Thymann 1 mål
Casper Christensen 1 mål
Jonathan Sørensen 1 mål