Vestjysk Bank og Lemvig-Thyborøn Håndbold har indgået en ny hovedsponsoraftale. En aftale, som giver banken synlighed lokalt og landsdækkende, og som er med til at sikre håndboldklubbens muligheder for at investere og planlægge på liganiveau.

Vestjysk Bank har været med som sponsor helt fra starten af etableringen af Lemvig- Thyborøn Håndbold. – Der er tale om et godt og tæt partnerskab, fortæller Henrik Klejnstrup Sørensen, afdelingsdirektør i Vestjysk Bank Lemvig og fortsætter:  – Et tæt partnerskab er ensbetydende med, at man ønsker at skabe vækst og fremgang hos hinanden. Vi har for alle vores største sponsoraftaler gennem de senere år meldt ud, at vi gerne ser, at vi er flere om at bakke op, og så at sige ”løfter i flok”. Med Lemvig-Thyborøn Håndbolds indtræden i Ligaen er der brug for mange kræfter, så vi alle i fællesskab kan hjælpe til med at løfte opgaven.

Sparinvest med som hovedsponsor
– Vi kiggede rundt i bankens netværk, fordi vi gerne vil have en medsponsor, som vi i forvejen har et samarbejde med, fortæller Jan Ulsø Madsen, administrerende direktør i Vestjysk Bank.

– Det optimale ville være en partner, som i forvejen er engageret i håndboldsponsorater og som er interesseret i vores lokale område. Det har vi fundet i Sparinvest.

Sparinvest er en dansk kapitalforvalter, som Vestjysk Bank er medejer af. Sparinvest er involveret i bl.a. Flensburg-Handewitt, hvor Sparinvest pt. ligger i klubbens 3. øverste sponsorlag. Administrerende direktør i Sparinvest, Per Noesgaard, glæder sig over, at sponsoratet af Lemvig-Thyborøn Håndbold på én gang støtter både håndbolden og lokalområdet. Per Noesgaard, der er vokset op i Vemb, har spillet mange håndboldkampe i Lemvig og er et kendt navn i håndboldkredse på egnen.

Et stærkt partnerskab i ryggen
Den nye hovedsponsor konstellation giver Lemvig-Thyborøn håndbold et stærkt partnerskab i ryggen og dermed et godt udgangspunkt for at sammensætte et solidt ligahold.

– Lemvig-Thyborøn Håndbold er en klub, der er drevet af en lang række ildsjæle, som vi har stor respekt for, og vi er overbevist om, at netop sporten er et vigtigt element til at skabe et sundt og levende lokalsamfund med sammenhold og styrke. Den skaber oplevelser, fællesskab, stolthed og engagement, og det vil vi gerne være med til at bakke op om, siger Henrik Klejnstrup Sørensen.

Sundt økonomisk fundament
Lemvig-Thyborøn Håndbolds bestyrelsesformand, Tommy Gay, ser med stor glæde på den nye hovedsponsoraftale. – Jeg glæder mig meget over, at vi kan fortsætte samarbejdet med Vestjysk Bank og jeg byder Sparinvest hjerteligt velkommen. Den nye aftale betyder, at vi er sikret et sundt økonomisk fundament. Det er et godt udgangspunkt for at fastholde vores målsætning om at forblive et ligahold. Lemvig-Thyborøn Håndbold har en positiv betydning for hele vores lokalområde, og det er aftalen med Vestjysk Bank og Sparinvest med til at sikre, slutter Tommy Gay.