Det er med stor glæde, at Lemvig-Thyborøn Håndbold i dag kan løfte sløret for, at Jacob Østergaard fra den kommende sæson er LTH-spiller. De to parter er i første omgang blevet enige om en 2-årig aftale.

Jacob Østergaard havde egentlig de næste år af sin fremtid på plads, da han havde kontrakt med HC Midtjylland til 2020, men med den midtjyske klubs konkurs måtte den rutinerede stregspiller på klubjagt. Valget på den nye klub er nu faldet på LTH. Lemvig-Thyborøn Håndbold er utrolig glade for, at det er lykkedes at lande en aftale med en profil som Jacob Østergaard, og hovedpersonen selv ser det også som det perfekte match.

”Lemvig-Thyborøn stod klar med en hjælpende hånd, da jeg akut havde brug for en ny arbejdsgiver. Jeg har lige bygget nyt hus, og geografisk set og familiemæssigt var LTH det perfekte match. Derudover betød det også meget for mig, at komme til en klub med en masse unge spillere, hvor jeg har muligheden for at lære fra mig,” udtaler den kommende LTH-spiller.

I sommeren 2013 forlod Østergaard Skjern Håndbold til fordel for HC Midtjylland, hvor han har spillet de seneste fem sæsoner. Her har han været holdets kaptajn og styrmanden i forsvaret, hvor han har sin force. Trods dåbsattesten viser 32 år, så har den bomstærke stregspiller stadig masser af lyst og kræfter til håndbold på topplan.

”Jeg har i første omgang skrevet en to-årig kontrakt med LTH, og jeg regner bestemt ikke med, at det bliver mine sidste sæsoner. Det passer mig også perfekt, at LTH er rykket i ligaen, da den er mere fysisk end 1. division. Jeg har også lagt mærke til, at Lemvig-Thyborøn er et hold med mange fysisk stærke spillere, og derfor glæder jeg mig ekstra meget til at lære min stil fra mig,” siger Østergaard, som også understreger, at han elsker at spille håndbold.

Med Lemvig-Thyborøns indtræden i ligaen er det ekstra vigtigt for klubben at få tilknyttet en rutineret spiller som Jacob, som de unge spillere kan læne sig op af. Det er en rolle, som han er klar til at påtage sig.

”For mig var det ligegyldigt, om vi skulle spille 1. division eller liga, men det er da klart, at vi i næste sæson vil gøre alt for at sikre os overlevelse i ligaen. Derudover har jeg en målsætning om at vil være med til at flytte holdet, så man kan se en udvikling fra den første kamp til den sidste kamp,” slutter han.

Lemvig-Thyborøn Håndbold glæder sig til at se Jacob Østergaard fighte i den røde trøje, og mon ikke han fra næste sæson bliver en ny publikumsfavorit blandt LTH-fansene?