
Würtz: Vi var så tæt på
Det var lige ved og næsten, at Lemvig-Thyborøn havde hentet point i onsdagens kamp i HTH Herreligaen mod Bjerringbro-Silkeborg. Det så rigtig godt ud til pausen, hvor holdet førte 14-10, men man fik ikke ramt samme niveau i anden halvleg, og LTH måtte se sig besejret med 27-31 i en kamp, som var tættere end slutcifrene lyder. Det var derfor en ærgerlig Jonathan Würtz, som vi fangede efter kampen.
"Jeg er mega ærgerlig, når vi brænder sådan en første halvleg af, hvor vi lykkes med alt det, som vi havde aftalt på forhånd. Vi står sindssyg godt defensivt, Simon har nogle gode redninger, og så spiller vi rigtig godt angrebsspil med masser af fart. Så er jeg selvfølgelig ærgerlig over vores anden halvleg, hvor vi lukker 21 mål ind, og ikke får fat som i første. Vi kommer til at lave for mange tekniske fejl, som de bare straffer. Jeg er meget ærgerlig, fordi vi var så tæt på," fortæller Jonathan Würtz, som var en evig trussel for BSH-forsvaret.
Selvfølgelig er man ærgerlig, når man er med hele kampen, og er klart det bedste hold i første halvleg, men man skal også tænke på, at modstanderen er BSH, og at de vandt bronze i sidste sæson. Derfor kunne Jonathan Würtz også fremhæve positive elementer trods nederlaget.
"Nu kommer vi jo fra en kamp mod Skjern, hvor vi havde tabt kampen efter de første 30 minutter. I dag er det jo en helt anden sag, hvor opgøret er lige indtil de sidste to minutter. Derfor er der sindssygt meget, som vi kan bruge her. Det er jo sådan nogle kampe her, som vi skal spille, hvis vi skal slå midterholdene i ligaen og spille lige op mod nogle af topholdene. Jeg synes vi kommer med en god indstilling og en masse intensitet. Vi står rigtig godt defensivt fra start, som vi manglede lidt i Skjern, hvor vi blev most, og i første halvleg i dag er det os der moser BSH," lyder det fra Würtz.
Næste opgave for Jonathan Würtz og resten af LTH-mandskabet er på lørdag, hvor de forsvarende mestre fra GOG venter på udebane.