Uhrenholt tilbage i LTH

Claus Uhrenholt er tilbage i Lemvig-Thyborøn Håndbold. Claus er blevet tilknyttet som sparringspartner for trænerteamet.

”Det er noget, som jeg aldrig har prøvet før. Det har aldrig været mig, som har givet inputs, og har stillet udfordrende spørgsmål, hvilket også tvinger mig til at tænke lidt anderledes. Først og fremmest handler det om at være til rådighed for Dennis og Martin, så de føler, at de har et sted, hvor de kan diskutere, men også få inputs. Vi taler jo kun detaljeniveau, det er jo ikke en revolution, som der skal ske. Dennis og Martin har jo gjort det fremragende, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med dem,” fortæller Claus Uhrenholt, da han bliver spurgt ind til rollen som sparringspartner for de to unge trænere i LTH.

For sparringspartner er nemlig titlen på den nye rolle i Lemvig-Thyborøn Håndbold, som Claus Uhrenholt skal varetage, hvilket hovedpersonen glæder sig til.

”Jeg har sagt ja, da det er en spændende opgave at prøve noget andet end at stå på trænerbænken. Derudover har jeg også sagt ja, da det giver mig muligheden for stadig at være en del af det miljø, som jeg har været i, i 20-25 år,” siger Uhrenholt.

Det er ikke første gang, at Claus Uhrenholt er en del af Lemvig-Thyborøn Håndbold. Han var nemlig cheftræner for klubben i en enkelt sæson, da holdet vendte tilbage til ligaen i 2018. Siden har klubben været en fast bestanddel af Danmarks fineste selskab. Claus Uhrenholt kan dog også mærke, at der er sket meget i klubben siden sidst, han var her.

”Siden jeg var her sidst, er materialet og holdet blevet bredere, mens setuppet er blevet mere professionelt, hvilket også skal til i dag. Tager man udgangspunkt i sidste sæson, er LTH et hold og en klub, som har rykket sig på det resultatmæssige, og har været dygtige,” lyder det fra den ”nye” mand i Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Lars Broe: Vi skal løfte klubben

Lemvig-Thyborøn Håndbold har gang i sin femte sæson i træk i HTH Herreligaen, og med sidste års historiske niendeplads i grundspillet, er der ingen tvivl om, at klubben har udviklet sig meget. Den udvikling skal gerne fortsætte, og det er ansættelsen af Claus Uhrenholt medvirkende til, mener sportschef i LTH, Lars Broe.

”Vi har som optakt til denne sæson haft fokus på hvordan vi kan løfte overliggeren 10%, i alle de processer vi har i det daglige. Det betyder blandt andet at der sat yderligere ind omkring den fysiske træning, med et formiddagstræningspas og udenfor banen er der sat mere tid af til behandling, så tingene følges ad. I samme proces har vi også kigget på hvordan vi optimere betingelserne for vores træner team, her har vi kigget på hvordan vi arbejder med data, men også set på hvordan vi sikre et højt niveau af sparring og evaluering, både før, under og efter kampe,” lyder det fra Lars Broe.

Som fortsætter:

”Derfor glæder det mig også meget at Claus Uhrenholt, har takket ja til jobbet som sparringspartner for vores unge trænerteam og tror det bliver et perfekt match. Claus har en fortid i LTH og kender klubben og værdierne indefra, samtidig har han mange års erfaring med den danske herreliga og kan derfor bidrage med analyser og viden om vores modstandere. Det er Dennis der i det daglige, vælger hvilke områder der skal være i fokus og hvordan vi bedst drager nytte af de kompetencer Claus kan bidrage med. Claus kommer til at deltage i et ugentlig træningspas, samtidig vil han være med til at spare i forberedelserne både inden og under kampene, med mulighed for at give feedback.”

Lemvig-Thyborøn Håndbold vil gerne byde Claus velkommen tilbage i klubben, og vi glæder os til samarbejdet.