
Tobias Bay skifter til Lemvig-Thyborøn Håndbold
”Skiftet er for mig det næste skridt i min karriere. Jeg tog skridtet til 1. division i håbet om at få en masse spilletid og dermed sikre mig selv den bedste mulighed for at udvikle mig på det håndboldmæssige plan. Den plan synes jeg er lykkedes ret godt, men da muligheden kom for, at jeg kunne skifte til Lemvig-Thyborøn Håndbold og spille i HTH Herreligaen igen, var jeg ikke et sekund i tvivl. Jeg kender klubben og har trænet mod dem mange gange tidligere. I de træninger har jeg altid været imponeret over den kvalitet og det hårde arbejde, der lægges for dagen i LTH. Det glæder jeg mig til selv at blive en del af,” lyder det fra LTH’s nyeste skud på stammen, Tobias Bay.
Tobias Bay er udset til at skulle danne duo med Mats Gordon Krog på venstrefløj. En konstellation som virker meget lovende i forhold til fortsat at have høj kvalitet på kanten.
”Der er ingen tvivl om at Tobias er et stort talent som vi glæder os til skal udfolde sig i Lemvig-Thyborøn Håndbold. Det er en målfarlig og teknisk dygtig fløjspiller, som spiller med stor optimisme og er kynisk i de chancer, som han får. Jeg føler, at vi til en kommende sæson er meget stærkt rustet på den position. Vi kender Tobias fra hans tidligere klub i TTH Holstebro, og vi har fulgt hans udvikling de seneste år. Derfor er jeg også rigtig glad for, at det nu er lykkedes os at få ham til Lemvig-Thyborøn Håndbold,” fortæller sportschef, Lars Broe.
Det altid talstærke publikum i Arena Vestjylland Forsikring, med det røde hjørne i spidsen er noget som de fleste modstandere frygter. Noget som også Tobias har bidt mærke i, og glæder sig til at blive en del af.
”Det er altid en fornøjelse at spille i Arena Vestjylland Forsikring. Det er en svær udebane, hvor man virkelig mærker det store tryk der kommer fra publikum. Nu har jeg kun oplevet at have dem imod mig tidligere, men jeg vil lyve, hvis jeg ikke siger, at det er noget, som jeg glæder mig helt ekstremt til at opleve som hjemmehold. Alt i alt er det bare fantastisk at spille for en fyldt arena, og det er noget af det, som har været et varemærke i Lemvig-Thyborøn Håndbold. Jeg har høje forventninger til mig selv og holdet. Nu glæder jeg mig bare til at trække den røde trøje over hovedet og bidrage til store resultater sammen med mine kommende holdkammerater,” siger Bay.
Næste års trup er i fuld gang med at blive sammensat, og derfor er der ekstra stor glæde over at endnu en spiller er på plads til næste sæsons Lemvig-Thyborøn Håndbold.
”Tegningerne begynder at tage form. Hver gang vi præsenterer en ny tilgang til truppen, kommer vi et skridt tættere på den endelige trup. Derfor er det også dejligt, at vi på så relativt tidligt et tidspunkt kan præsentere Tobias. Nu er den fløjposition lukket af – endda med rigtig stor kvalitet. Vi forventer os rigtig meget af Tobias, og jeg er sikker på, at han i fremtiden vil komme til at spille på et rigtig højt niveau. Tilskuerne i Arena Vestjylland Forsikring kan glæde sig til at se en spiller med et højt topniveau med stor entusiasme,” slutter Lars Broe.
Lemvig-Thyborøn Håndbold glæder sig til at byde Tobias velkommen i klubben til sommer.