To hjørnesten fortsætter i rødt

Lemvig-Thyborøns trup til den kommende sæson begynder og tage form. I dag er der kommet to underskrifter mere i hus. Jesper Kokholm og Nicolai Pugholm har underskrevet en kontraktforlængelse, hvilket betyder, at de begge fortsætter i klubben indtil sommeren 2024.

Lemvig-Thyborøn Håndbold har gang i den bedste sæson pointmæssigt nogensinde. Den mest scorende LTH’er indtil videre i denne sæson er højre fløjen, Jesper Kokholm. Kokholm kom til klubben tilbage i 2016, hvilket betyder, at han har gang i sin 6. sæson i klubben. Dette bliver dog ikke det sidste vi får at se til Jesper Kokholm, som er blevet lidt af en kulturbærer i klubben. Topscoreren har nemlig sat sin signatur på en ny aftale, som løber frem til sommeren 2024.

”Jeg har forlænget, fordi det er en fremragende klub at spille i og projektet stadig er spændende at være en del af. Jeg synes at klubben lægger lag på år efter år, og jeg føler at holdet særligt i år har vist, at vi hører til i ligaen, og forhåbentligt kan vi også vise det resten af sæsonen. Jeg synes fremtiden ser rigtig spændende ud, og jeg håber at vi kan fortsætte udviklingen, så klubben på sigt kigger mere opad end nedad,” udtaler Jesper Kokholm.

Det er ikke kun topscoreren, som i dag har forlænget sin kontrakt med LTH. Vores anfører, Nicolai Pugholm, har også underskrevet en kontraktforlængelse, hvilket også beholder ham i klubben indtil sommeren 2024. Pugholm har i de sidste sæsoner været en vigtig bestanddel af LTH-forsvaret, hvor han som 3’er har været med til at binde defensiven sammen. Derfor glæder det LTH meget, at han har valgt at fortsætte i klubben. En glæde som er gensidig.

”Jeg har valgt at fortsætte i Lemvig-Thyborøn Håndbold, da jeg er utroligt glad for at være her. Jeg kan identificere mig med måden tingene bliver gjort herude vestpå. Det er ting som hårdt arbejde, grundighed og respekt for hinanden jeg synes gennemsyrer klubben. Desuden har vi en god trup, der gennem mine tre år i klubben har taget små skridt, som jeg håber vi kan blive ved med fremadrettet. Både at fortsætte det gode arbejde vi har gjort hidtil i denne sæson, men også at løfte os yderligere til de kommende sæsoner. Vi har i år vist at vi kan være med mod langt de fleste hold, især på vores hjemmebane der er en fornøjelse at spille på hver evig eneste gang. Det er derfor med stor tro på fremtiden, at jeg har valgt at underskrive en kontrakt for de næste to sæsoner,” lyder det fra LTH-anføreren.

Vi er kun i februar, og vi har næsten alle spillere på plads til den kommende sæson. Der mangler dog lige et par enkelte brikker inden, at vi har hele truppen på plads, men disse brikker er også snart lukket.

Vi glæder os til at følge Kokholm og Pugholm i resten af denne sæson og de kommende to.