Snævert nederlag i ligapremieren

De to hold fulgtes ad fra kampens start, men efter 18 minutter var sønderjyderne foran 11-8, hvilket fik Dennis Bo Jensen til at tage sin første timeout. Her valgte han at skifte ud i LTH-buret. Simon Egtved kom på banen og bidrog med nogle redninger, og i den anden ende fandt drengene vej til netmaskerne. Dette betød, at man kunne gå til pause kun bagud med en enkelt pind – nemlig 15-14.

Hjemmeholdet kom godt fra start i anden halvleg og generobrede sin tremålsføring forholdsvis hurtigt. LTH’erne kom dog hurtigt igen og efter 36 minutter kunne Christian Holm udligne til 18-18. Det gode momentum fra vestjyderne fortsatte, og med 19 minutter igen kunne dagens farligste LTH’er, Vilhelm Poulsen, sende ”de røde” i front med 19-20.

De to mandskaber fulgtes ad til stillingen 24-24 med 13 minutter igen. Inden kampen var der fokus på at bevare koncentrationen i samtlige 60 minutter, men i de sidste 13 minutter blev der lavet for mange fejl i begge ender, hvilket betød at hjemmeholdet kunne bringe sig foran 29-25 med syv minutter igen. Lemvig-Thyborøn fandt aldrig et modsvar, og måtte se sig besejret med 33-30 i sæsonens første ligakamp.

Offensivt var der mange gode takter i dagens kamp, men SønderjyskE havde dog for nemt ved at komme til scoringer.

Næste opgave for Lemvig-Thyborøn er på onsdag, når Fredericia HK gæster Arena Vestjylland Forsikring i anden runde af HTH Herreligaen.

Slutresultat: 33-30 (15-14)

SJE-udvisninger: 1, LTH-udvisninger: 2

LTH-målscorere:
Vilhelm Poulsen 8 mål
Jacob Hessellund 5 mål
Jonathan Würtz 5 mål
Thomas Damgaard 4 mål
Christian Holm 3 mål
Niels Lindholt 2 mål
Mats Gordon Krog 1 mål
Fredrik Clementsen 1 mål
Jorn Smits 1 mål