Norsk VM-sølvvinder til Lemvig-Thyborøn Håndbold

Der har været en intensiveret indsats den seneste måned for at få tilkoblet forstærkning til truppen. Villads Raahauge var før denne sæson hentet ind på stregen. Den aftale er af personlige årsager blevet ophævet og derfor har kikkerten været rettet henimod en forstærkning på stregspilspositionen.

Vi har kigget vidt og bredt efter en profil som kan styrke truppen. Valget er faldet på Joakim Hykkerud.

”Med tilknytningen af Joakim er vi sikre på, at vi har fundet den rette profil til holdet. Hans imponerende CV tæller 79 landskampe for Norge, med VM-sølv i 2017, som kulminationen på en fremragende landsholdskarriere. Senest har Joakim optrådt for AEK Athen. I det græske var han med til at vinde EHF turneringen European Cup. Det er med andre ord en stor profil vi har fået på holdet. Joakim er ikke blot en stor spillemæssig kapacitet, men også en stor leder som kan bidrag med kæmpe erfaring til holdet, hvilket er noget vi forventer os meget af” siger Søren Pedersen.

Ekstraordinær signing til en ekstraordinær sæson

Når sæsonen fløjtes i gang, er det fjerde år i træk, at Lemvig-Thyborøn Håndbold er at finde i det fornemste selskab. Med den ændrede struktur i HTH herreligaen, hvor vi til den kommende sæson er 15 hold i ligaen, er det endnu vigtigere at have en stærk og bred trup i overlevelseskampen.

”Jeg glæder mig til at opleve Lemvig-Thyborøn Håndbold på tætteste hold. Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben og menneskerne bag. Den danske liga bliver stærkere og stærkere for hvert år, og jeg glæder mig meget til igen at skulle prøve mine kræfter af i Danmark.”

Aftalen med Joakim Hykkerud kom i mål efter kort tids forhandling mellem partnerne.

”Da muligheden bød sig og jeg kunne komme til Lemvig-Thyborøn Håndbold og Danmark var jeg ikke i tvivl. Jeg kommer hertil med en masse erfaring, og glæder mig til at være en del af en ung, dynamisk trup med et stort potentiale. Jeg forventer at kunne bidrage med en masse spillemæssig kvalitet, og være en leder både på og uden for banen”, siger Joakim Hykkerud afslutningsvis.

Joakim Hykkerud kommer til at spille med nummer 14 på ryggen.

Fakta:
Joakim Andre Hykkerud – 35 år gammel
Tidligere klubber: Notodden HK, Drammen HK, IFK Kristianstad, Bjerringbro-Silkeborg Voel, TSV Hannover-Burgdorf, AEK Athens.