
Nederlag trods fremskridt
Selvom det blev til et nederlag på 30-27 til Mors-Thy, kunne Anders Thomsens tropper tage en masse gode ting med sig fra kampen. Spillet var godt i store dele af kampen, og så viste truppen den gejst og fightervilje, som kendetegner Lemvig-Thyborøn Håndbold.
De hvidklædte LTH'ere startede ud som lyn og torden. En brandvarm Mark Nikolajsen kunne efter knap seks minutters spil bringe sit mandskab foran med 1-4. Gæsterne bevarede føringen i det meste af første halvleg, men en indskiftet Søren Pedersen i Mors-Thys mål var grunden til, at hjemmeholdet kunne gå til pause foran 15-13.
Den rutinerede keeper leverede den ene store redning efter den anden.
Seks minutter inde i anden halvleg bragte Mors-Thy sig foran med 19-15, men det hårdt kæmpende LTH-mandskab kæmpede sig tilbage, og med et kvarter igen kunne Rasmus Porup stige op fra højre back og udligne til stillingen 21-21.
Desværre var Mors-Thy for stærke i deres offensiv, og LTH-defensiven havde svært ved at holde dem fra scoringer, selvom de flere gange fik presset dem til at spille lange angreb.
Det betød, at hjemmeholdet kunne juble over en sejr på 30-27, da haluret havde rundet de 60 minutter.
Kampen var tæt og intens, og man kunne fornemme vigtigheden for begge hold. Desværre endte det med et nederlag, hvilket vakte stor skuffelse i LTH-lejren. Tager man derimod de positive briller på, var der mange ting, som kan tages med ind til den resterende del af sæsonen.
Det klassiske LTH-udtryk var tilbage. Spillerne gav aldrig op, og de viste gejst og sammenhold. Der var gode indsatser fra blandt andet Mark Nikolajsen og Mikkel Sandholm. De fleste ting fra opgøret skal tages med til den næste kamp, som er på fredag, hvor Skjern Håndbold gæster Arena Vestjylland Forsikring.
Slutresultat: 30-27 (15-13)
MTH-udvisninger: 2, LTH-udvisninger: 4
LTH-målscorere:
Mark Nikolajsen 8 mål
Mads Thymann 7 mål
Mikkel Sandholm 4 mål
Søren Nørgård 3 mål
Jonas Langerhuus 2 mål
Niels Lindholt 1 mål
Thomas Damgaard 1 mål
Rasmus Porup 1 mål