Nederlag i grundspillets sidste kamp

Inden kampen var der ikke det store på spil for de to mandskaber, og derfor blev både Nicolaj Spanggaard og Frederik Iversen sparet til kampen. Desværre måtte Thomas Damgaard også gå fra banen tidligt i kampen, og derfor var LTH ramt lidt på ressourcerne. Dette skal dog ikke være undskyldningen for det nederlag, som LTH'erne indkasserede lørdag eftermiddag.

Skibonitterne spillede en rigtig fin kamp, og kom også bedst fra land. Stillingen var nemlig 2-5 efter de første knap 6 minutter. Lemvig-Thyborøn kom dog hurtigt tilbage. Fem minutter senere kunne Jorn Smits nemlig udligne til 5-5, og Smits og resten af LTH-mandskabet kunne også gå til pause foran 17-16.

Anden halvleg startede ligesom første - nemlig med et Skive-hold i teten. Alligevel kunne Joakim Hykkerud bringe "de røde" foran med 21-20 efter 38 minutter. Derefter gik gæsterne i 7-mod-6, og skruede tempoet op, hvilket gav dem nogle hurtige scoringer i træk. Med 17 minutter igen var Skive foran 22-26, og selvom LTH også gik i 7-mod-6 og fik nemmere ved at komme frem til scoringerne nåede man aldrig op på siden af gæsterne igen. Kampen endte med et nederlag på 31-34 i grundspillets sidste kamp.

Nederlaget ændrer dog ikke på det store i tabellen. LTH'erne slutter på en 9. plads i HTH Herreligaen, mens Skive stadig rykker ned. 9. pladsen giver Lemvig-Thyborøn 2 point med over i det kommende nedrykningsspil, hvor man også er bedst indbyrdes i tilfælde af pointlighed.

Slutresultat: 31-34 (17-16)

LTH-udvisninger: 3, SfH-udvisninger: 1

LTH-målscorere:
Mads Thymann 6 mål
Jesper Kokholm 5 mål
Niels Lindholt 3 mål
Joakim Hykkerud 3 mål
Jorn Smits 3 mål
Jacob Hessellund 3 mål
Christian Holm 3 mål
Rasmus Porup 2 mål
Amadeus Hedin 2 mål
Thomas Damgaard 1 mål