Mads Thymann stopper i Lemvig-Thyborøn Håndbold

Til sommer stopper Mads Thymann i Lemvig-Thyborøn Håndbold efter 6 sæsoner i den røde trøje. Det er en populær spiller og stor personlighed som vi siger farvel til. Igennem de sidste mange sæsoner har Mads givet os en masse gode oplevelser og store præstationer at se tilbage på.

Det har ikke været en nem beslutning at forlade Lemvig-Thyborøn Håndbold.

”Det er svært fordi klubben har betydet alt for mig. LTH har været min første og eneste klub i min seniorkarriere. Jeg er blevet taget fantastisk godt imod fra første gang jeg kom til klubben. LTH er min klub og det vil det også fremadrettet blive ved med at være – men tiden er inde til at prøve mig selv af i et nyt miljø.” 

Mads Thymann vil se tilbage på en god tid med en masse glæder i Lemvig-Thyborøn Håndbold.

”Jeg vil se tilbage på en masse gode oplevelser i klubben, hvor specielt oprykningen til HTH Herreligaen og de vanvittige kampe i slutningerne af sæsonerne som nogle helt specielle minder. Jeg vil komme til at savne personerne i klubben og mine holdkammerater, men også ”det røde hjørne” står mit hjerte nært. De er fantastiske og har båret mig selv og holdet frem adskillige gange i mine mange år i klubben”

Farvel til en kulturbærer

”Vi havde gerne set Thymann fortsætte i Lemvig-Thyborøn Håndbold og har forsøgt at gøre alt hvad vi kunne, for at overbevise ham om at vi også fremadrettet ville være et godt match, men det er desværre ikke lykkedes, da han har ønsket nye udfordringer” siger sportschef Lars Broe.

”Det har været en fornøjelse at arbejde med Mads de seneste mange år, han er et åbenlyst talent, som vi i år har set blive forløst endnu mere stabilt end tidligere.” 

Mads er sponsoreret af Jysk Energi.