LTH træder ind i Santander Cuppen

Selvom der er landsholdspause for holdene i HTH Herreligaen, betyder det ikke, at LTH holder fri fra kampe. "De røde" træder nemlig tirsdag aften ind i Santander Cuppens femte runde, når Dennis Bo Jensens tropper møder Aalborg HK fra 3. division på udebane.

Tirsdagens modstander trådte ind i turneringen i fjerde runde og gik videre, da deres modstander meldte afbud.

De næste to kampe for LTH byder begge på opgør mod hold fra nordens Paris, og i den første kamp, som er i aften mod 3. divisionsholdet, Aalborg HK, må vi nok påtage os favoritværdigheden, mens det må være omvendt, når de forsvarende mestre fra Aalborg Håndbold besøger Lemvig den 23. marts.

Selvom favoritværdigheden er på LTH's side tirsdag aften, bliver det ikke nogen nem opgave. Drengene fra Aalborg HK kan nemlig spille uden det store pres, og vil helt sikkert forsøge og jagte pokalsensationen. Derfor er det vigtigt, at vestjyderne er 100 procent klar fra start.

Kampen mellem Aalborg HK og LTH fløjtes i gang klokken 21 i Idrætshallen, Aalborg.