LTH lejer Jonathan Würtz

Lemvig-Thyborøn Håndbold og Skjern Håndbold er nået til enighed om en aftale, som sender venstre backen, Jonathan Würtz, til LTH på en lejeaftale gældende for den kommende sæson.

Med Mads Thymann og Rasmus Porups afsked kommer vi til at miste mange skud fra distancen til den kommende sæson. Dette har man nu fundet, da 22-årige Jonathan Würtz tiltræder på en lejeaftale fra Skjern Håndbold resten af sæsonen. Jonathan fuldender dermed også truppen til den kommende sæson.

”Tilgangen af Jonathan Würtz er sidste brik i truppen til sæsonen 22/23, men egentlig også et det perfekte punktum på, at vi mener det seriøst, når vi til vores sponsorer og samarbejdspartnere har fortalt, at vi gerne vil se om vi kan flytte overliggeren lidt hele tiden, så vi i stedet for at undgå, gerne vil arbejde på at opnå noget mere,” lyder det fra sportschef, Lars Broe som har store forventninger til den kommende LTH-spiller.

”Med Jonathan får vi tilgang af en spiller, som har potentialet til at blive en profil ikke bare i LTH, men også i HTH Herreligaen, hvis han efter en skadesplaget periode kan finde noget stabilitet. Vi får tilgang af en spiller som har store kompetencer i sit angrebsspil, med et godt skud fra distancen og med cirka to meter i højden og 100 kilo i drøjden fylder godt i forsvaret. På trods af en alder på bare 22 år har Jonathan allerede prøvet meget i sin karriere der startede i SUS Nyborg via TTH Holstebro inden han senest de sidste to sæsoner har været i Skjern. Så det siger sig selv, at vi er rigtig glade for at både Skjern og Jonathan har været indstillet på at næste step på rejsen skulle ske i LTH. Den tillid vil vi gøre vores til at forvalte bedst muligt.”

Würtz: Kroppen føles god

Som Lars Broe er inde på, har Jonathan været plaget af et par skader de seneste år, hvilket har holdt ham fra spilletid, men ifølge hovedpersonen selv føles kroppen rigtig god nu, og han er klar til at jagte en masse spilletid i Lemvig-Thyborøn Håndbold.

”Jeg ser aftalen med Lemvig-Thyborøn som en god mulighed for at spille en masse håndbold efter 4 kaotiske år med skader, hvilket har gjort det svært at få spilletid. Nu føles kroppen god, og jeg glæder mig til at trække i den røde trøje. Jeg kender mange spillere i LTH, og jeg har haft nogle gode snakke med Dennis, så det føles som det rigtige for mig,” siger Jonathan Würtz.

Han håber, at han med lejeopholdet i LTH kan kickstarte sin karriere igen.

”Jeg håber, at jeg med mit ophold i Lemvig-Thyborøn kan få lov til at spille håndbold i en hel sæson, hvilket er det jeg elsker. Derudover håber jeg, at jeg kan udvikle mig endnu mere, da jeg føler, at jeg har et uforløst potentiale. Jeg glæder mig til at møde holdet og lære klubben og specielt fansene at kende,” fortæller den tidligere ungdomslandsholdsspiller.

Jonathan Würtz er født og opvokset i Nyborg, hvor han også har spillet hele sin ungdomskarriere bortset fra en afstikker til efterskolen SINE i et enkelt år. Han kender lidt til LTH fra sin tid i TTH Holstebro og igennem sine besøg med andre klubber i Arena Vestjylland Forsikring.

”Jeg har jo spillet i Lemvig et par gange. Det er en intim hal, hvor især det røde hjørne kommer med en fantastisk opbakning. Jeg ved også, at der er en stor opbakning fra de lokale sponsorer, som også er med til at fylde Arena Vestjylland Forsikring hver gang. Jeg ser frem til at blive en del af et fighterhold, som i sidste sæson klarede det rigtig godt,” slutter den kommende LTH’er, som har optrådt ved hele fire slutrunder for ungdomslandshold.

Lemvig-Thyborøn glæder sig til at tage imod Jonathan og resten af truppen, når forberedelserne til den kommende sæson starter på onsdag.