LTH kendte ikke besøgstiden

Lemvig-Thyborøn måtte mandag aften se sig besejret med 38-33 på udebane mod TMS Ringsted efter en kamp, hvor en dårlig start og manglende ”coolness” i kampens afgørende faser, blandt andet var med til at definere udfaldet.

Vi hopper ind i kampens 14. minut, stillingen er 10-3 til TMS Ringsted, Jesper Kokholm har fået direkte rødt kort og vi har brændt to straffekast. Kort sagt en mareridtsstart for vestjyderne.

Den start var medvirkende til, at LTH ikke kunne tage point med hjem fra Ringsted mandag aften. Trods det faktum, at Dennis Bo og resten af LTH-mandskabet ikke fik en god start på kampen, lykkedes det alligevel at kæmpe sig tilbage i opgøret.

Pausestillingen var 18-15, og i anden halvleg fortsatte LTH med at hale ind på hjemmeholdet. Efter 37 minutters spil kunne dagens fødselar, Mikkel Sandholm, reducere til 22-21. Flere gange havde drengene muligheden for at få udlignet, men forhastede og dårlige beslutninger stod i vejen for, at dette skulle ske.

Med 11 minutter igen kom den længeventede kontakt dog, da dagens bedste LTH’er, Rasmus Porup sikkert udnyttede et straffekast til stillingen 28-28. Flere gange lykkedes det også LTH-defensiven at presse hjemmeholdet til en løftet arm hos dommerduoen, men den tidligere LTH’er, Mark Nikolajsen, fik næsten alle gange åbnet op til en fri afslutning på en af de sidste afleveringer.

TMS Ringsted, som blev båret frem af et medlevende publikum, var skarpest i både starten og slutningen af kampen, og kunne derfor fortjent hive en sejr på 38-33 i land.

Det gør ondt at sige, men lysten til at vinde var klart størst hos Christian Dalmoses tropper, og derfor var det også dem, der endte med at trække det længste strå.

Lemvig-Thyborøn havde utrolig nok trods den dårlige start muligheden for point mandag aften i Ringsted, men holdet kendte desværre ikke deres besøgstid, da mulighederne bød sig.

Selvom nederlaget naturligvis gør ondt, skal holdet kigge fremad. Der er stadig 25 kampe tilbage af grundspillet til at hente point i, og næste gang holdet skal i aktion, er om en uge, når formstærke Skanderborg Aarhus gæster Arena Vestjylland Forsikring.

Hør Rasmus Porups tanker om dagens kamp herunder:

Slutresultat: 38-33 (18-15)

TMS-udvisninger: 2, LTH-udvisninger: 3

LTH-målscorere:
Rasmus Porup 10 mål
Mads Thymann 6 mål
Mikkel Sandholm 4 mål
Nicolaj Spanggaard 3 mål
Frederik Iversen 3 mål
Jorn Smits 3 mål
Thomas Damgaard 2 mål
Niels Lindholt 1 mål
Jesper Kokholm 1 mål