LTH henter talentfuld fløj

Lemvig-Thyborøn Håndbold har indgået en 1-årig aftale med den unge og talentfulde højre fløj, Anders Flæng, som kommer til klubben fra TTH Holstebro.

Mikkel Sandholm skifter som bekendt til norske Kristiansand til den kommende sæson. Siden dette stod klart har LTH været på jagt efter en afløser på højre fløj. Det puslespil er så gået op i dag, hvor klubben kan præsentere 20-årige Anders Flæng fra TTH Holstebro på en 1-årig aftale.

”Vi er glade for at byde Anders velkommen til klubben. Vi ser frem til at få ham ind på holdet og arbejde med hans store potentiale,” lyder det fra sportschef, Lars Broe.

I denne sæson er det kun blevet til tre kampe for TTH Holstebros førstehold, og derfor er Anders for nogen et ubeskrevet blad. Sportschefen er helt sikker på, at Anders og LTH bliver et godt match efter forskellige samtaler med andre i håndboldmiljøet.

”Anders har fået rigtig gode anbefalinger med på vejen fra flere af hans gamle trænere, og vi er derfor ikke alene om at se et lys i ham. Opgaven bliver at stå i lære hos Jesper Kokholm og ellers kæmpe hårdt til træning for at gøre sig fortjent til så meget spilletid som muligt og så gribe chancen, når den byder sig,” siger Lars Broe.

Netop samarbejdet med Jesper Kokholm er noget hovedpersonen selv ser frem til.

”Jeg har fået en spændende mulighed her i Lemvig-Thyborøn efter to år i TTH Holstebro, hvor det ikke er blevet til så meget spilletid. Derfor ser jeg det som en god mulighed for mig at stå bagved Kokholm i næste sæson, hvor jeg håber, at det bliver til mere spilletid,” fortæller Anders Flæng.

Anders Flæng, som beskriver sig selv som en taktisk klog håndboldspiller med en masse fart og gode afslutninger, stammer oprindeligt fra Mejdal, hvor han spillede håndbold i starten af sine ungdomsår. Derefter skiftede han til TTH Holstebros ungdomshold, da han blev U14. Lige siden har Anders været og finde i TTH Holstebro, men fra sommer venter et nyt kapitel, som højre fløjen glæder sig til.

”Lemvig-Thyborøn Håndbold er en seriøs klub, hvor jeg igennem træningerne med TTH kender flere spillere på holdet, hvilket er en fordel, når man skal starte i en ny klub. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte i klubben og nyde godt af den gode opbakning i Arena Vestjylland Forsikring,” slutter den kommende LTH-fløj.

Lemvig-Thyborøn Håndbold glæder sig til at byde Anders velkommen i klubben, hvor vi håber på et rigtig godt samarbejde.