LTH henter norsk stregprofil

Der arbejdes i øjeblikket på højtryk i kulissen for at have næste sæsons trup på plads. I dag er der så faldet endnu en brik på plads i det puslespil. LTH kan i dag løfte sløret for, at man har hentet den 24-årige nordmand, Fredrik Clementsen, i Bergen Håndball, hvor han i denne sæson er anfører. En tilgang som sportschef, Lars Broe, forventer sig meget af.

”Jeg er ret sikker på, at vi har gjort et scoop med tilgangen af Fredrik næste sæson. Han har i en relativ ung alder spillet mange kampe på højt niveau og har nogle fantastiske evner i begge ender af banen, som vi vil få gavn af til næste sæson. Fredrik er utrolig dygtig i offensiven, hvor han skaber store rum, griber boldene og laver mål. Samtidig har han nogle gode lederegenskaber, der har gjort ham til anfører denne sæson i Bergen,” fortæller Lars Broe.

Og fortsætter:

”Fredrik passer perfekt ind i vores bestræbelser om at tiltrække spiller med ønsket, talentet og potentialet, til at udvikle sig til at blive bærende spillere i de danske topklubber og de gange det sker, glæder vi os over at have været med på vejen”.

Clementsen: Et skridt op

Aftalen mellem Lemvig-Thyborøn Håndbold og Fredrik Clementsen kom allerede i stand tilbage i december, men er først nu endelig gjort færdig efter Fredrik og hans kæreste besøgte Lemvig i starten af det nye år, hvor han også gennemgik det obligatoriske lægetjek.

Derfor skifter Fredrik fra sommer den norske liga ud med den danske, hvilket hovedpersonen selv glæder sig meget til.

”Jeg glæder mig meget til at skulle prøve mig selv af i den danske liga, som jeg vurderer, er et skridt foran ligaen i Norge. Det bliver spændende at opleve en anden kultur og hele det setup der er i Danmark. Mine ambitioner er store og derfor er skiftet for mig det perfekte match. Derudover glæder jeg mig meget til at opleve den fantastiske fankultur der er i Lemvig-Thyborøn Håndbold. Jeg har fået et positivt indtryk af mit besøg i Danmark og kan ikke vente med at skulle starte i klubben,” lyder det fra den 24-årige stregspiller.

Fredrik Clementsen bliver formentlig et nyt bekendtskab for de fleste, men han er en spiller som har kvaliteter i begge ender af banen.

”Mine forcer i spillet er så afgjort min spilforståelse, som plejer at give mig en masse plads på stregen, og mit skudrepertoire Jeg er meget ærgerrig for at udvikle mig mest muligt, og jeg elsker at træne. Som person er jeg meget åben og udadvendt. Jeg nyder det sociale aspekt af at være i en trup. Jeg nyder samspillet med publikum, så jeg kommer også til at bidrage med en masse gejst i mit spil,” udtaler den kommende LTH’er.

Lemvig-Thyborøn Håndbold glæder sig til at tage imod Fredrik som officielt er LTH-spiller den 1. juli 2022.