LTH fortsætter i Primo Tours Ligaen

Lemvig-Thyborøn Håndbold er fortsat en del af Primo Tours Ligaen, når sæson 2020-21 skydes i gang. Dette står fast efter Divisionsforeningen og DHF i dag har udsendt nedenstående pressemeddelelse om afgørelsen for resten af sæsonen i herrernes- og kvindernes liga og 1. division.

Lemvig-Thyborøn vil gerne takke for en fantastisk opbakning i denne sæson, og vi vil nu gå i gang med at forberede den kommende, hvor vi mere end nogensinde glæder os til at åbne Arena Vestjylland Forsikring op for offentligheden. KOM SÅ DE RØDE!

PRESSEMEDDELSE:

Den gradvise og forsigtige genoplukning af samfundet betyder, at udvalget for professionel håndbold i Dansk Håndbold Forbund i dag har besluttet, at sæsonen 2019-2020 afsluttes. Den resterende del af grundspillet samt slut- og kvalifikationsspil afvikles derfor ikke.

Et samlet udvalg for professionel håndbold har tiltrådt en indstilling fra Dansk Håndbold Forbunds administration, der betyder, at sæsonen for liga og 1. division afsluttes omgående.

På baggrund af de nuværende stillinger afsluttes turneringerne således:

HTH-Ligaen
- Team Esbjerg kåres som dansk mester og tilmeldes Champions League
- Odense Håndbold kåres som sølvvinder og tilmeldes EHF Cup (plads 2 fra Danmark)
- Viborg HK kåres bronzevinder og tilmeldes EHF Cup (plads 3 fra Danmark)
- Herning-Ikast Håndbold er pokalvinder og tilmeldes EHF Cup (plads 1 fra Danmark)
- EH Aalborg bliver nedrykker

Primo Tours Ligaen
- Aalborg Håndbold kåres som dansk mester og tilmeldes Champions League
- GOG Håndbold kåres som sølvvinder og tilmeldes EHF Cup (plads 1 fra Danmark)
- TTH Holstebro kåres som bronzevinder og tilmeldes EHF Cup (plads 2 fra Danmark)
- Bjerringbro-Silkeborg Håndbold tilmeldes EHF Cup (plads 3 fra Danmark)
- Nordsjælland Håndbold bliver nedrykker

1. division damer
- Vendsyssel Håndbold rykker op i HTH-Ligaen
- Sæby HK og IF Stjernen rykker ned i 2. division
Da der kun er to oprykningsberettigede vindere af de tre 2. divisionspuljer, vil der kun være to nedrykkere her.

1. division herrer
- TMS Ringsted rykker op Primo Tours Ligaen
- Odder Håndbold, FIF og Roskilde Håndbold rykker ned i 2. division.

De nedrykkede hold vil i nævnte rækkefølge blive placeret på reserveholdslisten, der tages i brug, hvis et hold fra en overliggende række trækker sig eller går konkurs inden starten på den nye sæson.

Dansk Håndbold Forbunds formand er ærgerlig over afslutningen af sæsonen:

”Det er ingen hemmelighed, at det her scenarie er det værst tænkelige, der kunne ske for dansk håndbold. Jeg er frygteligt ked af, at vi har måttet træffe den her beslutning, men det er desværre den eneste rigtige set i lyset af den situation vi står i. Selve afgørelsen er for os i Dansk Håndbold Forbund at se den bedste af de mulige scenarier,” siger Per Bertelsen.

Direktøren for Divisionsforeningen er ligeledes ked af den bratte afslutning:

”Jeg har svært ved at beskrive med ord, hvor sørgeligt jeg synes, det her er. Men omvendt er vi nødt til at træffe en beslutning, og derfor har vi tilsluttet os det forslag, som Dansk Håndbold Forbunds administration har fremlagt for udvalget i professionel håndbold. Nu skal vi lige sluge den her pille og så se fremad i forhold til, hvordan vi alle kommer mindst smertefuldt igennem krisen,” siger Thomas Christensen.

Udvalget for professionel håndbold vil snarest muligt drøfte konsekvenserne for den kommende sæson, når de korrigerede terminer i Det Internationale Håndbold Forbund (IHF) og Det Europæiske Håndbold Forbund (EHF) fremlægges. Disse terminer forventes blandt andet at få betydning for den allerede planlagte afvikling af de danske turneringer.