LTH delte med Nordsjælland

Der var lagt op til en tæt affære, da Lemvig-Thyborøn Håndbold havde inviteret Nordsjælland indenfor i Arena Vestjylland Forsikring fredag aften. Det blev lige så tæt som forventet, da opgøret endte uden vinder.

Det var ellers Nordsjælland, der kom bedst fra start, da Tobias Jørgensen efter 6 minutter kunne bringe sit mandskab foran med 2-4. Hjemmeholdet fik dog svaret igen, og efter 10 minutter var "de røde" foran med 5-4. Svend Rughave stod en fremragende kamp med mange gode redninger både på straffekast og helt frie afslutninger.

Efter 16 minutters spil kunne Christian Holm bringe os foran 10-7, men det var Nordsjælland som førte, da de første 30 minutter var gået. Her var stillingen 16-17.

Det var også gæsterne, der kom bedst ud til anden halvleg. Efter 32 minutter kunne gæsternes målmand, Jimmi Andersen, score i tomt mål til stillingen 16-20. Så var det LTH's tur til at have momentum. Fem mål i træk, og så var vi foran igen til stor glæde blandt de 1017 tilskuere i Arena Vestjylland Forsikring.

LTH bevarede momentum i næsten resten af kampen. Med lidt over fire minutter igen var hjemmeholdet i front med 31-28, og det lignede to nye point til Dennis Bo Jensens tropper, men som man havde set flere gange i denne kamp, så skiftede momentum.

Nordsjælland fik scoret tre gange i træk, og til sidst havde Lemvig-Thyborøn muligheden for at tage sejren, men forsøget blev afværget af Nordsjælland, og derfor endte kampen 31-31.

Det er klart, at man med en 3-målsføring med lidt over 3 minutter tilbage, er lidt skuffet over ikke at tage sejren, men man skal også huske på, at Nordsjælland også havde haft nogle føringer undervejs. Derfor må man konkludere, at det uafgjorte resultat var det mest fair.

Næste opgave for Lemvig-Thyborøn i en travl december er på onsdag, hvor turen går til Silkeborg for at møde BSH.

Slutresultat: 31-31 (16-17)

LTH-udvisninger: 3, NH-udvisninger: 3

LTH-målscorere:
Mads Thymann 6 mål
Thomas Damgaard 5 mål
Christian Holm 5 mål
Jacob Hessellund 4 mål
Jesper Kokholm 4 mål
Nicolai Pugholm 3 mål
Mikkel Sandholm 2 mål
Frederik Iversen 1 mål
Rasmus Porup 1 mål