Klart nederlag i Aalborg

Lørdag eftermiddag spillede LTH sæsonens tredje ligakamp. Det blev desværre til sæsonens tredje nederlag, da guldfavoritterne fra Aalborg vandt overbevisende med 37-24.

Lemvig-Thyborøn startede ellers lovende, og var med i de første 9 minutter. Jonathan Würtz var især målfarlig, men derefter stod der Aalborg på det hele. Hjemmeholdet løb på alt, og fik rigtig mange frie afslutninger, hvilket gjorde betingelserne svære for de to LTH-målmænd.

LTH’erne var inden kampen klare underdogs, og det var derfor ikke den store overraskelse, at Aalborg trak sig sejrrigt ud af opgøret. Indstillingen og niveauet fra Dennis Bo Jensens tropper var dog ikke, hvad man kunne forvente fra holdet. Derfor så det i perioder grimt ud, hvilket som stillinger som 31-13 indikerer.

Vestjyderne fik dog rettet op på nogle af tingene, og fik pyntet på resultatet, så man kun tabte 37-24.

Der skal strammes op, når LTH’erne på onsdag løber på banen mod lokalrivalerne fra TTH Holstebro i Arena Vestjylland Forsikring. Tænker man på sidste sæsons resultater mod TTH Holstebro, er der her gode muligheder for, at sæsonens første point skal hentes.

Slutresultat: 37-24 (22-10)

AAH-udvisninger: 0, LTH-udvisninger: 3

LTH-målscorere:
Jonathan Würtz 6 mål
Jorn Smits 4 mål
Jesper Kokholm 3 mål
Vilhelm Poulsen 2 mål
Thomas Damgaard 2 mål
Christian Holm 2 mål
Jon Katballe 1 mål
Niels Lindholt 1 mål
Nicolai Pugholm 1 mål
Fredrik Clementsen 1 mål
Anders Flæng 1 mål