Kampoptakt: SønderjyskE vs. LTH

Fredag aften skyder Lemvig-Thyborøn Håndbold ligasæsonen i gang, når turen går til Sønderborg for at møde SønderjyskE. "De røde" tog allerede lidt hul på sæsonen i weekenden, hvor man måtte se sig slået ud af Santander Cuppen til Ribe-Esbjerg, men fredag gælder det første turneringskamp, hvilket anfører, Nicolai Pugholm, og resten af truppen ser meget frem til.

"Vi er sultne på at forbedre de kampe vi spillede i Sønderborg sidste sæson, men vi er også bare sultne efter at få startet turneringen igen. Mest af alt glæder jeg mig bare til at se den nye gruppe her. Vi er en masse nye gode drenge, som glæder sig til at spille turneringskamp igen," lyder det fra Pugholm.

Som skrevet måtte LTH forlade Santander Cuppen efter et nederlag til Ribe-Esbjerg i weekenden. Fredagens modstander fra SønderjyskE måtte også se 1/8-finalen som endestationen for deres pokaldrømme, da de tabte med 26-28 til Skjern. Trods LTH'ernes nederlag så Nicolai Pugholm gode takter i kampen.

"Jeg synes vi havde mange gode elementer i vores kamp mod Ribe-Esbjerg, når vi holdt os til den plan, som vi havde lagt. Vi tilspillede os rigtig mange fine muligheder, men når vi ikke fulgte planen løb vi ind i mange kontramål imod os, og så forvaltede vi heller ikke vores overtalsspil særligt godt. Kan vi forbedre disse to ting, er vi nået langt, mens defensiven faktisk var okay, men den skal også forbedres, hvilket jeg håber, at den allerede er fredag aften i Sønderborg," fortæller LTH-kaptajnen.

Han bliver bakket op af Daníel Freyr, som stod en fremragende kamp imod Ribe-Esbjerg.

"Vi skal undgå at få de her dårlige perioder, som vi havde imod Ribe-Esbjerg i de sidste 10 minutter af hver halvleg, hvor vi indkasserer alt for mange kontramål, så det er vigtigt, at vi holder fokus i samtlige minutter, hvis vi skal have point med hjem," udtaler den islandske keeper.

Netop Daníel Freyr, eller bare Danni, kender fredagens modstander rigtig godt, da han tidligere har tørnet ud for det sønderjyske mandskab. Han er dog ikke den eneste i LTH-truppen, som har en fortid hos fredagens modstander. Hans keeper-kollega, Simon Egtved, stammer fra Sønderjylland og har tidligere været tilknyttet SønderjyskE-truppen. Danni glæder sig til og vende tilbage til sin tidligere hjemmebane.

"Det bliver helt sikkert rigtig sjovt og være tilbage i Sønderborg. Det er lang tid siden, at jeg har været der, så jeg glæder mig," slutter han.

Kampen fløjtes i gang klokken 18.30 i Broager Sparekasse Skansen, og hvis ikke du skal overvære kampen live i hallen, kan du se hele opgøret live i Tophåndbold appen (husk at opret dig som bruger og vælg LTH som din hjerteklub). Du kan også følge livescore i appen, hvis man hellere vil det. Derudover vil vi løbende opdatere på vores Instagram, så der er rig mulighed for at følge de vestjyske drenge på nærmeste hold, når de indleder sæsonen i HTH Herreligaen!

DOWNLOAD TOPHÅNDBOLD APPEN!

FØLG OS PÅ INSTAGRAM!