Kampoptakt: SønderjyskE vs. LTH

Efter den vanvittige kamp i onsdags mod KIF Kolding er LTH'erne klar til den næste udfordring i kvalspillet. Søndag eftermiddag gælder det nemlig SønderjyskE på udebane. Sidst de to hold mødtes blev det til et nederlag på 31-24 i en kamp, hvor Lemvig-Thyborøn aldrig ramte noget, der lignede topniveauet. Den kamp er drengene opsatte på at revanchere, hvis du spørger Jesper Kokholm.

"Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke er tilfredse med vores sidste kamp nede i Skansen, der desværre var afgjort alt for tidligt. Vi går efter at vise et helt andet udtryk både i attitude men også generelt på det spillemæssige niveau. Hvis vi kommer i en stærk udgave som hold, er jeg overbevist om at vi har en god chance for at få point med hjem fra Sønderjylland," lyder det fra Jesper Kokholm.

Og han bliver bakket op af holdkammeraten, Christian Holm:

"Vi glæder os til at komme til Sønderborg for at tage revanche for sidste gang. Vi ved, at det bliver en svær kamp imod et formstærkt Sønderjyske mandskab, der venter os. De spillet med stor fysik, så vi skal være forberedte på en rigtig herrefight. Vi er dog 100% klar på udfordringen og har lidt selvtillid med i rygsækken efter en god sejr mod Kolding i onsdags," fortæller LTH-playmakeren.

Med onsdagens sejr over KIF Kolding ligger LTH lunt i svinget til at undgå sidstepladsen i puljen og dermed de nervepirrende playoff-kampe mod et hold fra første division, men drengene vil gerne slutte sæsonen bedst muligt af, og derfor løber de på banen og jagter som altid en sejr, hvilket vil sikre holdet en ny sæson i ligaen. LTH's topscorer, Jesper Kokholm forventer en tæt kamp, hvor han også gerne vil forbedre udebanestatistikken.

"Jeg forventer og håber på en tæt og hård kamp. Sønderjyske er nok et af de mest fysiske hold i ligaen, så vi skal være klar til at modstå det pres de givetvis vil forsøge at lægge os under. Vi skal vise, at vi stadig har en masse at spille for, og vi vil jo meget gerne forbedre vores statistik på udebane i år," slutter højre fløjen.

Kampen mellem SønderjyskE og Lemvig-Thyborøn fløjtes i gang søndag klokken 16, og man kan følge opgøret i appen eller via vores Instagram-profil.