Kampoptakt: Skive fH vs. LTH

Fredag aften er der lagt op til en spændende duel i Interfjord Arena i Skive, når Skive fH og Lemvig-Thyborøn Håndbold krydser klinger i HTH Herreligaen. Begge hold kæmper for at undgå den direkte nedrykning, og derfor er en sejr i de indbyrdes kampe meget vigtig.

LTH'erne skal forsøge at ride videre på bølgen efter det uafgjorte resultat i sidste uge mod Skjern.

LTH har inden dagens kamp tre point, mens skibonitterne har fået skrabet fem point sammen. Det betyder derfor, at Dennis Bo Jensens tropper kan overhale Skive med en sejr fredag aften. For at kunne hente en sejr er det vigtigt, at holdet undgår at få for mange kontraer imod sig, og kommer hjem og står i forsvaret.

For LTH's Thomas Damgaard er det ikke blot en kamp mod sin tidligere klub, men også en kamp mod sin storebror, den tidligere LTH'er, Andreas Damgaard. Udover dette forhold kender spillerne hinanden godt, da de tidligere har trænet sammen, og flere har optrådt for begge hold.

Som nævnt tidligere skal niveauet fra Skjern-kampen genfindes, hvis der skal en sejr i land. Drengene må selv klare arbejdet inde på de 40x20, men udenfor banen vil der stå mange LTH-fans klar til at hjælpe drengene med at hive en sejr i land. To busser bliver sendt afsted, mens der er mange som kører selv.

Der er derfor lagt op til et vaskeægte fredagsbrag, når de to hold tørner sammen i Interfjord Arena klokken 19.30. Du kan følge kampen live på Tophåndbold eller via vores Instagram-profil.