
Kampoptakt: Nørre Djurs HK vs. LTH
I lørdags blev det desværre til et nederlag i sæsonens sidste hjemmekamp mod Nordsjælland Håndbold. I aften gælder det så sæsonens allersidste kamp, når modstanderen er Nørre Djurs HK fra anden division på udebane i Santander Cuppens 6. runde.
Lemvig-Thyborøn Håndbold er videre i turneringen efter den komfortable sejr på 21-41 over Aalborg HK fra 3. division.
Nørre Djurs er videre efter en sejr på 32-36 over Hørning Håndbold, som ligeledes spiller i 2. division. Tirsdagens modstander har blandt andet den tidligere LTH'er, Nicolaj Danefeld på holdkortet samt et par andre tidligere ligaspillere i form af Mike Paulsen og Niels Guldborg.
Nicolaj Danefeld og resten af Nørre Djurs-mandskabet har spillet en god sæson i 2. division, hvor de var rigtig tæt på at rykke op i landets næstbedste række. Det er derfor en modstander som indeholder en masse kvalitet, og en opgave som LTH skal tage 100 procent seriøs.
Der er kampstart klokken 19.00 i Grenå Idrætscenter.