Kampoptakt: Mors-Thy vs. LTH

Der resterer fem kampe tilbage af grundspillet for LTH's vedkommende. Antallet af kampe tilbage er det samme som pointafstanden ned til KIF Kolding på 14. pladsen, der giver direkte nedrykning. Normalt skulle dette forspring på dette tidspunkt i sæsonen ikke give anledning til panderynker, men eftersom alle hold slår alle, og holdene i den nederste halvdel af tabellen begynder og vinde flere og flere kampe, skal man ikke vide sig sikker endnu.

Derfor er der to ekstremt vigtige point på spil, når Lemvig-Thyborøn onsdag aften møder Mors-Thy på udebane. Det samme er tilfældet for aftenens modstander, som i øjeblikket indtager en 7. plads med 24 point, og derfor flirter lidt med slutspillet.

Udover det faktum at sejren er vigtig for begge mandskaber, så er det jo også håneretten, der er på spil. Opgørene mellem LTH og Mors-Thy plejer at være fyldt med fight, dramatik og fantastisk stemning. Det er et opgør som også er vigtig for de to holds fangrupperinger, som altid plejer at kunne levere en vanvittig stemning sammen.

Lige nøjagtig håneretten fik vi sidst, da vi slog Mors-Thy med 31-30 hjemme i Arena Vestjylland Forsikring. Skal dette gentage sig, skal fejlene fra GOG-kampen minimeres, mens alle skal byde ind med en god præstation.

Lokalopgøret fløjtes i gang klokken 19.30 i Thyhallerne, og man kan følge kampen live i appen eller via vores Instagram-profil.