Kampoptakt: LTH vs. TTH Holstebro

Tre sejre i de sidste fire kampe har rykket Lemvig-Thyborøn væk fra den frygtindgydende sidsteplads i HTH Herreligaen, men BSH-sagen har givet ny spænding i rækken og især i bundstriden mellem os og TMS Ringsted. Det betyder derfor, at der inden aftenens kampe kun er et enkelt point ned til TMS på sidstepladsen.

Derfor er der endnu mere spænding i de sidste tre runder af grundspillet. For at være helt sikker på ikke at ende på sidstepladsen efter aftenens kamp mod TTH Holstebro kræver det point eller et nederlag til Ringsted i deres kamp mod KIF Kolding.

BSH's fratagelse af point har givet TTH Holstebro en lille gave, da de næsten er sikre på at ende som minimum nummer tre i grundspillet, men de har også stadig mulighed for at slutte højere i tabellen, hvilket vil give dem to point med over i slutspillet. Derfor har de også en masse at kæmpe for i aftenens lokalopgør.

Selvom det er top mod bund, er LTH'erne inde i en rigtig god periode, hvor troen på egne evner er store. Derudover er det som skrevet et lokalopgør, og i de sidste fire indbyrdes opgør i Herreligaen har LTH taget point i to af kampene hjemme i Arena Vestjylland Forsikring.

Der er meget på spil for begge mandskaber, hvilket højest sandsynligt vil afspejle sig på banen i form af hårde dueller og en masse fight. 

Kampen sendes direkte på vores YouTube-kanal med optakt fra klokken 19.20. Opgøret kan som altid også følges via Tophåndbolds livescore.

Se kampen direkte her!