Kampoptakt: LTH vs. TMS Ringsted

Et point adskiller Lemvig-Thyborøn og TMS Ringsted på de to nederste pladser i HTH Herreligaen. Sidstepladsen rykker direkte ned. Onsdag aften mødes de to hold i Arena Vestjylland Forsikring, og vinderen må siges at have de bedste kort på hånden til at undgå den direkte nedrykning.

Derfor er det en nøglekamp for begge hold. LTH vandt det omvendte opgør i Ringsted med 23-27 - siden da er det kun blevet til en sejr over Skjern Håndbold, mens TMS har snuppet point fra TTH Holstebro, Skanderborg og Mors-Thy.

Selvom det ikke er blevet til mange sejre for de to mandskaber i denne sæson, har de været tæt på mange gange og leveret på et fornuftigt niveau. I Ringsteds seneste kamp mod Skjern Håndbold var de så tæt på point, som man nu kan komme, da de tabte med et enkelt mål efter en Skjern-scoring i sidste sekund. Et resultat som vakte glæde i det vestjyske, men man må også indrømme at sjællænderne havde fortjent mere efter en flot præstation.

Lemvig-Thyborøn var senest på besøg i Skansen, hvor man tabte en tæt kamp til SønderjyskE med 32-28. Det er derfor to hold, som har leveret godt på det seneste, som onsdag aften krydser klinger til en vaskeægte bundgyser i Arena Vestjylland Forsikring. Der er garanti for drama og fight i topklasse!

Kampen spilles uden tilskuere, men TV2 Sport har også fået øjnene op for kampen, og derfor sender de kampen direkte fra klokken 18 med kampstart klokken 18.30.