Kampoptakt: LTH vs. Skanderborg Håndbold

Fredag aften gælder det Skanderborg Håndbold i Arena Vestjylland Forsikring.

I mandags fik vi slettet nullet på tabellen, da vi sikrede os en sejr på 23-27 i nøglekampen mod TMS Ringsted på udebane. En helstøbt indsats af LTH’erne, og vi fik derfor endelige de point vi har hungret efter i noget tid. Fredag aften er der så mulighed for at øge pointantallet mod Skanderborg Håndbold.

Fredagens gæster fra Skanderborg kommer fra en sejr på 32-31 over SønderjyskE i tirsdags. En sejr som blev sikret efter et mål i sidste sekund. Østjyderne har formået at skrabe 11 point sammen i sæsonens første ni kampe. Det er blevet til nederlag til Aalborg, TTH Holstebro og KIF Kolding.

Sejren i Ringsted blev en realitet efter en kollektiv indsats, hvor alle spillere hjalp hinanden og formåede at bevare roen trods det faktum, at Ringsted var oppe på siden af LTH’erne i anden halvleg. Disse ting skal også tages med ind til kampen mod Skanderborg, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at tage point.

I sidste sæson spillede vi Skanderborg ned under gulvbrædderne i første halvleg, da vi havde besøg af dem herhjemme. Dog vågnede Nick Rasmussens tropper op til dåd i anden halvleg og fik reddet et enkelt point. Dette viser, at vi med fuld koncentration og fight har en chance for at kunne putte flere point ind på kontoen efter fredagens kamp.

Kampen fløjtes i gang klokken 19.30 i Arena Vestjylland Forsikring, og du kan følge kampen live på Tophåndbold eller via vores Instagram-profil. Der er også stadig ledige billetter til kampen!

Køb din billet til kampen her

Følg os på Instagram her