Kampoptakt: LTH vs. Nordsjælland Håndbold

Når Lemvig-Thyborøn Håndbold og Nordsjælland Håndbold tørner sammen i kvalspillets sidste kamp lørdag eftermiddag er der ikke det store på spil på papiret hos nogen af holdene. Dog er der en del spillere, som forlader LTH efter sæsonen, og gerne vil sætte et godt punktum på hjemmebanen. En af dem er Mikkel Sandholm.

"Jeg spiller min sidste kamp for LTH i denne omgang, derfor vil det også betyde meget at slutte godt af og give vores fans endnu en god oplevelse. Jeg har været glad for at være i klubben og har stor respekt for den røde murs præstationer. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for den fantastiske opbakning, som de har leveret igennem sæsonen. De har gjort en forskel," lyder det fra Mikkel Sandholm.

En anden spiller som spiller sin sidste kamp i LTH-trøjen er Svend Rughave, og han er, ligesom Mikkel, også opsat på at slutte sin tid i klubben af med en sejr.

"Vi vil gøre alt for at slutte godt af med en sejr og dermed sætte et godt punktum for en rigtig god sæson. Jeg håber at der kommer en masse mennesker i hallen så vi sammen kan fejre den gode sæson og forhåbentlig endnu en sejr på hjemmebane," fortæller LTH-keeperen.

Han har ligesom Sandholm nydt at spille foran LTH-fansene, og det glæder han sig til at prøve for sidste gang lørdag eftermiddag.

"Jeg ser også frem til at skulle opleve det altid veloplagte publikum i Arena Vestjylland Forsikring en sidste gang. Vores publikum i Lemvig har en stor del af æren for det resultat, der er blevet leveret. Vi har været rigtig stærke på hjemmebane i år, og det skal vi ind og vise endnu engang, både på banen og på tilskuerrækkerne. Jeg har været utrolig glad for at spille i Lemvig, og er stolt over at have været en del af den flotte præstation, der er blevet leveret af hele klubben i år," udtaler Svend Rughave.

Lemvig-Thyborøn har haft en historisk sæson, men lørdagens modstander Nordsjælland Håndbold har også gjort det godt i år, hvilket Mikkel Sandholm også har bidt mærke i.

"Jeg forventer en spændende kamp lørdag. Vi møder et Nordsjælland-hold, som er godt spillende for tiden. Samtidig har vi revanche tilgode fra vores seneste indbyrdes opgør, og så vil det bare være utrolig dejligt at slutte sæsonen af med en hjemmebanesejr mere på kontoen. Nu er top-10 i sigte og med en sejr lørdag eftermidag kan dette mål blive en realitet. Derfor vil en sejr også understrege, hvilket historisk resultat, vi som hold har leveret i denne sæson," slutter LTH's højre fløj.

Udover Svend og Mikkel spiller en del andre LTH'ere også deres sidste hjemmekamp lørdag. Mest bemærkelsesværdig er det nok, at Rasmus Porup stopper hos "de røde" efter over 11 sæsoner i klubben. Kom og sig ordentligt farvel til Rasmus og de andre LTH'ere, som stopper efter sæsonen. Der er gratis entré, så der er ingen undskyldning.

TRÆK DIN GRATIS BILLET HER

Hvis ikke du kan overvære kampen live i hallen, kan du følge opgøret live i appen.