Kampoptakt: LTH vs. KIF Kolding

Med lidt held og med lidt flere marginaler på vores side, kunne vi sagtens have taget point i lørdags mod GOG. Vi måtte dog se os besejret med 26-28 efter en tæt kamp og en flot indsats af drengene.

Onsdag gælder det så KIF Kolding i Arena Vestjylland Forsikring, og finder vi niveauet fra i lørdags igen, er der gode muligheder for point, så vi kan trække væk fra den frygtindgydende sidsteplads.

Onsdagens modstander fra KIF Kolding har indtil videre haft en rigtig god sæson med 11 point i 13 kampe. Det betyder, at Andreas Toudahls tropper indtager 11. pladsen i HTH Herreligaen med kun to point op til Skjern på 8. pladsen, som bekendt giver adgang til slutspillet.

De to point som er på spil i onsdagens opgør, er derfor ekstrem vigtige for begge duellanter. LTH kæmper for at komme væk fra sidstepladsen, mens KIF Kolding kæmper for at holde liv i slutspilshåbet.

I de seneste fem kampe mellem LTH og Kolding er det endt med to sejre til KIF, to uafgjorte og en enkelt LTH-sejr. Statistisk set er der altid spænding om de to point, og drengene har derfor brug for jeres opbakning til at yde de sidste og afgørende procenter. Vi håber derfor på stor opbakning fra lægterne. Du kan stadig nå at købe din billet ved at klikke her!

Der er kampstart klokken 18.30 i Arena Vestjylland Forsikring, og hvis ikke du kommer i hallen, kan kampen følges live på Tophåndbold eller direkte på TV2 Sport!