
Kampoptakt: LTH vs. GOG
Lemvig-Thyborøn Håndbold 2 point. TMS Ringsted 3 point. En aktuel stilling der placerer os på ligaens sidsteplads. En position der lige nu vil sende os en tur udenfor det fineste selskab - nemlig en tur ned i håndboldens 1.division.
Denne barske realitet er, hvad LTH-truppen og resten af organisationen må se i øjnene efter de første 12 runder af HTH Herreligaen.
Spørgsmålet er så, hvordan man som trup vil reagere ovenpå denne modgang, og hvordan man svarer tilbage, når resultaterne ikke går vores vej?
I første omgang skal drengene forsøge at få vendt skuden imod et utroligt velspillende GOG-mandskab, som i dette halvår har spillet bedre end længe set. Et fynsk mandskab der i denne sæson har vundet pokalturneringen, og som aktuelt er placeret solidt i toppen af rækken.
Når alt kommer til alt, kan man derfor ikke forvente, at "de røde" vestjyder allerede lørdag, spiller sig over stregen, og tilbage i ligavarmen med en sejr over Krickaus gule hurtigløbere.
Men hvad man som trofast LTH-tilhænger derimod kan forvente er, at vores drenge leverer en indsats, hvor man bagefter kan konkludere, at man har kæmpet røven ud af bukserne. Man har givet den alt hvad rammer og tøj kunne holde. En indsats hvor det polerede spil (måske) er blevet lagt til side, men intensiteten og viljen har været i højsædet.
Samtidig med det, så har vi i ligasammenhæng før set, at alt kan lade sig gøre. Et hårdtkæmpende LTH-mandskab i alle kampens 60 minutter, har en chance for to point imod alle hold. Den chance vil drengene, trænerteamet og resten af holdet bag truppen gøre alt for opnå. Vi krydser derfor alt, hvad der krydses kan for at lykken, heldet, marginalerne og lignende vender til vores fordel, og vi endnu engang, sammen, kan juble over 2 point.
Kampstart klokken 14.30 i Arena Vestjylland Forsikring.
Følg med på Instagram eller Tophåndbolds livescore. Du kan desuden også købe din billet til kampen lige her.