
Kampoptakt: LTH vs. Fredericia HK
Lige meget hvordan denne sæson ender, så kan den for Lemvig-Thyborøns vedkommende beskrives som en rutsjebanetur. Efter en sejr i Ringsted tidligt på sæsonen var vi over stregen, og efter en dårlig periode op til jul var vi pludselig under stregen. En god start efter nytår med sejre over Ringsted, Skjern og Skanderborg sendte os igen over stregen, men en BSH-sag og en Ringsted-sejr i Kolding har nu sendt os på sidstepladsen i HTH Herreligaen med et point op til TMS Ringsted.
Dette er tilfældet inden, at vi går ind til de sidste to runder af grundspillet. Derfor er opgaven meget klar: Vi skal på pointtavlen i minimum en af de sidste to kampe. Jagten på point starter fredag aften, hvor Fredericia kommer på besøg i Arena Vestjylland Forsikring.
I det omvendte opgør tabte vi klart efter en af de dårligste præstationer i denne sæson. Heldigvis har vi fået rettet op på meget sidenhen, og efter nytår har vi lignet et helt andet hold. Holdet har fået tilført en masse gejst og fightervilje, hvilket også bliver afgørende i fredagens duel.
Det er nemlig ikke kun LTH, der kæmper benhårdt efter point. Vores modstander fra Fredericia har brug for to point, hvis de fortsat vil gøre sig forhåbninger om, at kunne komme med i slutspillet. Der er derfor lagt op til en kamp, hvor begge hold vil give alt, hvad de har for at få fat i pointene.
Derfor er det meget ærgerligt, at vi ikke må lukke nogle tilskuere ind til aftenens kamp, hvor der med garanti ville have været en vanvittig stemning. Man må derfor nøjes med vores livestream.
Vi sender kampen direkte på vores YouTube-kanal fra klokken 19.20 (kampstart 19.30). Derudover kan opgøret følges live på Tophåndbolds livescore.