Kampoptakt: LTH vs. BSH

Det er godt og vel fire måneder siden, at norske Fredrik Clementsen ankom til Danmark for at tage hul på et nyt kapitel i Danmark og Lemvig-Thyborøn Håndbold. Stregspilleren, som er født og opvokset i Bergen, er faldet godt til i det vestjyske, og forventer at lægge lag på sit spil i løbet af sæsonen.

"Jeg har det rigtig godt i Danmark og i klubben, hvor jeg er kommet ind på et godt mandskab med en masse gode holdkammerater. Håndboldmæssigt har det været okay for mig, men det kunne godt have gået bedre, men jeg er sikker på, at jeg løfter niveauet mere og mere, jo længere vi kommer ind i sæsonen," lyder det fra LTH's nummer 14.

Onsdag aften står Fredrik Clementsen og Lemvig-Thyborøn Håndbold ansigt til ansigt med formstærke BSH, som ikke har tabt deres seneste fem kampe, hvor det er blevet til fire sejre. Det lyder som en svær opgave for LTH, som skal forsøge at revanchere fredagens nederlag mod Skjern. Clementsen forventer også en svær kamp.

"Jeg forventer en hård kamp mod en god modstander, så det kræver en god indsats. Vi går på banen for at jagte en sejr, og det kræver en masse intensitet i forsvaret og en masse samarbejde. I angrebsspillet kræver det meget mere flow end i den seneste kamp mod Skjern," fortæller stregspilleren.

I nærmest hele Lemvig-Thyborøns levetid har hjemmebanen, Arena Vestjylland Forsikring, været en vigtig medspiller i kampen for point. Det var den så sandelig også i seneste hjemmekamp, hvor LTH sikrede sig en sejr i sidste sekund over Mors-Thy. Det var et opgør, som Fredrik Clementsen nød at spille, og han understreger også vigtigheden af den opbakning, som han og holdet oplever.

"Det var meget sjovt at spille den sidste hjemmekamp mod Mors-Thy, hvor der virkelig var tryk på fra lægterne. Opbakningen var helt sublim, og netop opbakningen er vigtig for os, når kampene bliver tætte og det hele skal afgøres," slutter nordmanden.

Onsdagens kamp fløjtes i gang klokken 19.30 i Arena Vestjylland Forsikring, og du kan følge kampen via livescore i Tophåndbold appen eller via vores Instagram-profil. Der er også stadig ledige billetter til kampen, så der er ingen undskyldning for ikke at komme og støtte op om holdet.

KØB DIN BILLET HER

FØLG OS PÅ INSTAGRAM HER

DOWNLOAD TOPHÅNDBOLD APPEN HER