Kampoptakt: LTH vs. BSH

Lørdag eftermiddag har vi fornøjelsen af at tage imod de danske vicemestre fra Bjerringbro-Silkeborg i HTH Herreligaen.

En aktuelt 3.-plads i HTH Herreligaen bevidner om en BSH-trup med stor kvalitet. Efter lidt vanskeligheder i begyndelsen af sæsonen har BSH fundet rytmen, hvilket kommer til udtryk ved at holdet har vundet sine tre sidste kampe.

Patrick Westerholm er tiltrådt som ny træner for de sortblusede og han danner i år duo med Simon Sørensen som er kommet til fra Århus Håndbold. Det store målmandstalent, Mikkel Løvkvist, er kommet til klubben fra Fredericia og ligeledes har man tilført truppen et stort talent fra Sverige, i form af Ludvig Hallbäck.

Vores sidste hjemmekamp mod Skjern Håndbold bevidner om, at vi kan spille med om point her gang. Specielt skaber vores imponerende hjemmebane rammen for, at vores spillere føler sig trygge og I er som altid et fantastisk aktiv når I bærer de røde fremover banen mod sejr. Bliv endelig ved med at give den maksimalt power på lægterne, så kan miraklerne ske igen.

To point i de sidste to kampe giver en fornyet tro på tingene. Troen og viljen skal bane vejen for endnu flere point. Både lørdag men i særdeleshed hen over en lang og spændende sæson, hvor vi igen skal kæmpe for hvert eneste point.

I sidste sæson blev det til desværre til to nederlag i de indbyrdes opgør. To kampe som var ekstremt tætte. Begge gange trak BSH sig dog sejrrigt ud af kampene med mindst mulig margin begge gange.

Til lørdagens opgør er alle mand skades fri, hvilket gør at Dennis Bo og Martin råder over en fuld spillertrup. 

Skal vi lykkes med at få en sejr i dag, så kræver det, at vi får åbnet op for deres forsvar og Mikkel Løvkvist i målet. Samtidigt skal vi sørge for at få stækket deres store individuelle profiler i vores eget forsvar, anført af en forrygende spillende William Bogojevic.

På papiret lyder det måske igen svært når man er tilhænger af ”de røde drenge” – men med Arena Vestjylland Forsikring i ryggen, så tror vi altid på miraklerne kan ske.

Kampen fløjtes op klokken 14.30 i Arena Vestjylland Forsikring, og der er stadig ledige billetter. Hvis ikke man kan følge kampen live i hallen, kan man holde sig opdateret på Tophåndbold eller via vores Instagram-profil.

Køb din billet til kampen her.