Kampoptakt: LTH vs. Aalborg

Onsdag aften får vi besøg af et stjernespækket Aalborg-hold ført an af Henrik Møllgaard fint akkompagneret af europamestrene Lukas Sandell og Felix Claar, med Nikolaj Læsø og lokale Andreas Holst som det tunge skyts. Toppen af kransekagen må anses at være den forsvarende Champions League-vinder Aron Pálmarsson, for slet ikke at nævne to landsholdsaktuelle stregspillere og to norske landsholdsfløje.

”Aalborg Håndbold er en af favoritterne til mesterskabet, og vi er klar over, at det bliver en stor mundfuld, men samtidig får vi muligheden for at måle os mod de bedste spillere, ikke kun nationalt men også internationalt. De har gentagne gange bevist, at de hører til på øverste hylde og spiller med et internationalt snit," lyder det fra Jacob Hessellund 

Aalborg Håndbold har indtil nu vundet alle deres kampe i 2022, hvilket vidner om en skræmmende form og et topniveau, der er tårnhøjt.

”For os handler det om at smide grus i Aalborg Håndbolds velsmurte maskine, og få udnyttet vores kvaliteter som hold. Dertil får vi brug for den altid fantastiske opbakning i Arena Vestjylland Forsikring, der tidligere har været med til at gøre livet svært for modstanderholdene. Personligt er det altid sjovt at møde gamle holdkammerater, og jeg forventer en hård og spændende kamp mod et stærk tophold fra Aalborg Håndbold” siger Jacob Hessellund.

For at have chancen for en sejr skal vi lykkes med mange ting og samtidig skal vi undgå, at Aalborg Håndbold rammer deres topniveau.

”Det er således noget af det ypperste i europæisk håndbold, der gæster Lemvig onsdag aften. I Aalborg kunne vi være med i de første 30 minutter, og jeg håber således, at vi igen kan byde dem op til kamp. Der er mange ting som skal flaske sig for at sejren går vores vej, men først og fremmest skal vi have afviklet vores angreb på et højt niveau, så vi ikke kommer ind i Aalborgs utrolig effektive kontramaskine. Vi glæder os til igen at spille for vores hjemmepublikum og til at spille imod nogle af de dygtigste spillere i verden.” siger Dennis Bo Jensen

Kom i Arena Vestjylland Forsikring og oplev verdensstjernerne i aktion. Der er stadig få siddepladser tilbage til kampen.

KØB DIN BILLET HER