
Kampoptakt: BSH vs. LTH
Tilbage i oktober vandt Lemvig-Thyborøn Håndbold en stensikker sejr over Bjerringbro-Silkeborg, og det skal holdet forsøge at gentage onsdag aften, når de to hold igen mødes.
Dette bliver dog nemmere sagt end gjort. Som de fleste ved råder BSH over en stjernespækket trup, som har potentiale til mere end de har vist i denne sæson. Lige nu har sidste års DM-finalister kun to point mere end LTH, og indtager en 6. plads i HTH Herreligaen. Dette vil Patrick Westerholms tropper helt sikkert forbedre, og det kræver en sejr i dagens kamp mod Lemvig-Thyborøn Håndbold.
Derfor skal "de røde" forvente at møde et tændt og sultent BSH-mandskab, hvilket ikke gør opgaven lettere. Dog ikke sagt, at det er en umulig opgave, for LTH er inde i en god stime med point i 7 ud af de seneste 9 kampe.
Selvtilliden og det gode sammenhold skal blandt andet være med til at drille BSH onsdag aften, og så må vi se, hvor langt drengene kan nå.
Kampen fløjtes i gang klokken 18.30, og man kan følge opgøret live på Tophåndbold eller via vores Instagram-profil.