Kampjubilar: En kamp jeg ikke glemmer

Lemvig-Thyborøn Håndbold vandt onsdag aften med mindst mulige margin, da lokalrivalerne fra Mors-Thy blev besejret med 28-27 efter en scoring i sidste sekund af Jeppe Gade. LTH'erne var ellers bagud med 22-26 med seks minutter igen, og det var derfor en meget glad anfører, som vi fangede efter kampen.

"Det er altid sjovt på hjemmebane, og især med de her lokalopgør. Vi viser, at med den her kulisse er vi aldrig døde, og det gjorde vi også flere gange sidste sæson. Det er jo klart, at det er et stort comeback til sidst, men jeg synes også, at vi skal have kredit for, at vi kæmper hele vejen," lyder det fra Nicolai Pugholm.

I seneste hjemmekamp mod Skanderborg Aarhus havde Lemvig-Thyborøn en periode, hvor de havde svært ved at finde løsninger, men i onsdagens kamp havde Dennis Bo Jensen et par esser i ærmet, som Mors-Thy ikke kunne svare tilbage på. Det lignede ellers en overgang, at løbet var kørt for LTH, men drengene bevarede troen, og fik sæsonens første hjemmesejr.

"Vi havde lagt nogle faste skemaer i dag for, hvad vi skulle gøre, hvis vi blev presset. Vi har haft lidt problemer med, at det nogle gange går lidt for hurtigt galt i perioder, så vi havde lagt en fast plan for, hvad vi skulle gøre, hvis vi kom lidt i problemer. Det var blandt andet vores 7 mod 6, som Thomas også skal have stor ros for at spille med stor ro, og så er det selvfølgelig kulissen, der bærer os det sidste. For jeg synes ellers, at vi er i kontrol i 45 minutter, og så mangler vi lidt i nogle få perioder, men vi får kæmpet os godt tilbage," fortæller kaptajnen.

Onsdagens kamp var samtidig nummer 100 i den røde trøje for vores kaptajn, og det bliver en jubilæumskamp, som han ikke vil glemme.

"Vores trofaste hjemmepublikum havde fortjent en sejr, og det var dejligt, at vi kunne give dem det. Det er jo blandt andet derfor, at man spiller i LTH, hvor vi her på de her aftener er en stor enhed, så jeg vil bare sige tusind tak for opbakningen igen. Det bliver en jubilæumskamp jeg ikke glemmer," slutter "Pug".

Næste opgave for Pugholm og resten af Lemvig-Thyborøn er fredag den 4. november, hvor Skjern venter på udebane.