Hektisk døgn for LTH

Påskedagene 2021 vil gå direkte ind i historiebøgerne som nok det vildeste døgn i Lemvig-Thyborøn Håndbolds historie.

Historien starter påskesøndag klokken 15.30, hvor Sydbank Arena i Kolding lagde halgulv til grundspillets sidste kamp for både KIF Kolding og LTH. Scenariet var klart: vandt TMS Ringsted deres kamp på samme tidspunkt i Ribe-Esbjerg, var Anders Thomsens tropper nødsaget til at hente point i Kolding, hvis man skulle undgå den direkte nedrykning.

Det scenarie virkede til at være feset ind hos LTH'erne som kæmpede bravt og kunne gå til pause foran med 16-17. "De røde" fulgte også flot med i starten af anden halvleg, men Tim Winkler valgte pludselig at rulle gardinet helt ned i KIF-målet. Dette betød, at hjemmeholdet var i front med 29-26 med syv minutter tilbage af kampen.

Samtidig kunne bestyrelsen og andre med tilhørsforhold til LTH sidde bag bænken og se, at Ringsted var ved at vinde i Ribe-Esbjerg. Man var ved at vænne sig til tanken om, at det skulle hedde 1. division i næste sæson, men pludselig kom der hul på bylden i angrebsspillet, og Ronnie Nicolaisen hev nogle vigtige redninger frem i den anden ende.

Dette resulterede i, at LTH var på bolden med et minut tilbage af kampen ved stillingen 31-30. På dette tidspunkt stod det klart, at Ringsted havde vundet deres kamp i Esbjerg, og der derfor var behov for et point. Med cirka 30 sekunder igen løftede dommerne armen for passivt spil, hvilket tvang Mads Thymann til en afslutning, som desværre blev reddet af Tim Winkler i KIF-målet.

Heldigvis var selv samme Thymann hurtig til at opsnappe returen, hvor han vandt et frikast. Der resterede på dette tidspunkt 14 sekunder af kampen. Mark Nikolajsen fik sat et angreb i gang, og med blot to sekunder igen fandt Jonas Langerhuus et hul, hvor han sprang igennem, og her kunne han udligne til stillingen 31-31. Haluret lød kort efter, og så kunne jublen bryde løs i Kolding. Som uvidende seer skulle man tro, at en DM-titel eller Champions League-titel var kommet i hus med de jubelscener som udspillede sig lige efter slutfløjtet. 

Dette vidner lidt om betydningen af Jonas Langerhuus' scoring. Da jublen og euforien havde sat sig, kunne LTH'erne kigge frem mod det kommende kvalifikationsspil, hvor sidstepladsen endnu en gang skulle undgås, så den fjerde ligasæson i træk kunne sikres.

Ændring i kvalifikationsspillet:

Vi spoler nu tiden frem til 2. påskedag klokken 14, hvor de fleste LTH'ere stadigvæk ikke helt var kommet sig over gårsdagens strabadser. På dette tidspunkt tikker nyheden ind om, at Århus Håndbold har valgt at trække sit ligahold for at fusionere med ligarivalerne fra Skanderborg Håndbold.

Hvad har dette med Lemvig-Thyborøn at gøre? Er der sikkert mange der spørger. Jo, det betyder, at Århus Håndbold får sidstepladsen i det kvalifikationsspil, som LTH'erne dagen forinden kvalificerede sig til. Da det kun er sidstepladsen der skal ud og spille op- og nedrykningskampe mod et hold fra 1. division, så er "de røde" nu sikret endnu en sæson i ligaen inden den indeværende er slut.

For kvalifikationsspillet gennemføres, og der er stadig en præmie på 75.000 kroner til vinderen af puljen. Kampprogrammet for resten af sæsonen ser derfor således ud:

Runde 1: Ribe-Esbjerg vs. Lemvig-Thyborøn Håndbold - Lørdag den 10. april, kl. 14.30

Runde 2: Fredericia HK vs. Lemvig-Thyborøn Håndbold - Lørdag den 17. april, kl. 14.00

Runde 3: Lemvig-Thyborøn Håndbold vs. Mors-Thy Håndbold - Lørdag den 24. april, kl. 14.00