Freyr: Vi rejser os i anden halvleg

Lørdag blev det til et nederlag på 33-28 ude mod de forsvarende mestre fra GOG. Det var en første halvleg, hvor LTH'erne kom i GOG-maskinen, hvilket resulterede i et pauseresultat på 24-14. Den skarpe læser kan på de to resultater også regne ud, at billedet var et helt andet i anden halvleg.

Daníel Freyr blev skiftet ind tidligt i første halvleg, og han greb sin chance, hvor han især leverede en rigtig fin anden halvleg. Han havde følgende at sige efter kampen:

"Vi vidste på forhånd, at det blev en rigtig svær kamp. De er et godt hold, og det mærker vi specielt i de første tyve minutter, hvor vi ikke kan stå imod. Så skifter de lidt ud, og så rejser vi os, og spiller en rigtig fin anden halvleg," fortæller den islandske keeper.

Det er ikke blev til meget spilletid for Freyr siden ankomsten til det vestjyske i sommers. Lørdag fik han det meste af kampen i LTH-buret, hvilket han var glad for.

"Det var super dejligt efter en periode uden særlig meget spilletid, hvor jeg ikke rigtig er kommet i gang. Så det var rigtig dejligt at få næsten en hel kamp, og jeg synes, at det lykkedes rigtig fint - især i anden halvleg med hjælp fra et super godt forsvar," lyder det fra Daníel Freyr.

Trods den dårlige start formåede Lemvig-Thyborøn at slutte kampen rigtig godt af, hvor GOG kun scorede to mål i de sidste 18 minutter. En anden halvleg som forhåbentlig giver noget selvtillid i truppen frem mod de kommende kampe.

"Det er selvfølgelig bedre at slutte rigtig godt af, end det er at spille dårligt til sidst. Det skal vi absolut tage med og kigge på de positive elementer fra anden halvleg, men vi skal også lære, at vi ikke kan starte kampene, som vi gjorde i dag. Jeg ved godt, at GOG er rigtig gode, men vi kan også spille bedre, end det vi beviste i første halvleg i dag," slutter LTH'eren.

Næste opgave for Lemvig-Thyborøn er på onsdag, hvor SønderjyskE venter på hjemmebane i Arena Vestjylland Forsikring, og da Daníel Freyr bliver spurgt ind til, om der venter to point på onsdag, er svaret et kort og kontant: "Ja".

Der er hjemmekamp både onsdag mod SønderjyskE og søndag mod HC Midtjylland. Billetsalget er i fuld gang, og der er stadig ledige siddepladser, men du skal være hurtig, hvis du skal have fingrene i dem.

KØB DINE BILLETTER HER