Clementsen: Fantastisk kamp

FOTO: christinabundgaardphotography.dk

Torsdag aften tog LTH sin tredje sejr i træk i Gråkjær Arena, da man besejrede lokalrivalerne fra TTH Holstebro med 28-29. Stemningen var derfor rigtig god i omklædningsrummet efter kampen. Kampen mod TTH Holstebro var Fredrik Clementsens andet lokalopgør, og han har hurtigt kunne fornemme, at der er noget helt specielt over disse kampe.

"Det var en fantastisk kamp. Der var en fantastisk opbakning fra vores fans. Det var en rigtig sjov kamp at spille," lyder det kort og præcist fra en glad Fredrik Clementsen.

Og han fortsætter:

"Man mærker hurtigt, at de her kampe mod TTH Holstebro er helt specielle. Op til kampen har der været en spændt stemning i truppen, og jeg kunne mærke at den her sejr betød meget for os og fansene."

Nordmanden bød ind med nogle vigtige scoringer i slutningen af opgøret, mens det også blev til en flot assist til Jorn Smits. Sejren sender LTH op på 10. pladsen med 10 point, og Fredrik mener, at det ser rigtig fornuftigt ud for ham og holdkammeraterne, men han er endnu mere sulten.

"Med sejren her ser det rigtig godt ud, men vi skal have to point mere inden, at vi går på juleferie. Hvis det lykkes, har vi haft en rigtig god sæson indtil videre," fortæller LTH-stregen.

Der er kun en kamp tilbage i år, og det er imod Ribe-Esbjerg på hjemmebane på lørdag den 17. december. Et hold som LTH skal møde for tredje gang i denne sæson. De to første kampe er endt ud til Ribe-Esbjergs fordel, men Fredrik Clementsen tror på en sejr, når de to hold tørner sammen igen.

"Vi skal spille med få tekniske fejl og flow i vores angrebsspil. Derudover skal vi være gode til at få dæmmet ned for deres kontraspil, som har voldt os problemer imod dem tidligere i sæsonen," slutter Clementsen.

Fredrik Clementsen er sponseret af: