Afklapsning i Esbjerg

En aften hvor man håbede LTH kunne minimere afstanden op til de nærmeste konkurrenter, udviklede sig til tørre tæsk og en afklapsning man hurtigt vil glemme. De 60 minutters håndbold i Blue Water Dokken var en hård påmindelse om, at hvis man laver fejl i Danmarks bedste håndboldrække, så koster det – og det bliver straffet hårdt.

I de sidste par kampe har ”De Røde” ellers formået at spille lige op med nogle af Danmarks bedste håndboldhold. Kampene mod BSH og Aalborg var præget af fight, vilje og udmærket håndboldspil. Alt det var dog fuldstændig forsvundet fra dagens præstation. Tekniske fejl, brændte chancer og rådvildhed er i stedet de bedste ord til at beskrive udeholdet her til aften.

Allerede i løbet af de første 5-10 minutter blev man nervøs som tilhænger af LTH. Man så de første brændte frie skud, tekniske fejl og den alvorlige grad af mangel på aggressivitet i forsvaret. Ingen overraskelse var det derfor, at hjemmeholdet lynhurtigt fik etableret en stor føring.

For at stoppe blødningen forsøgte man sig blandt andet med 7 mod 6 i angrebet. Det blev dog dyrt i den anden ende, og denne taktik blev ændret igen. Det usikre angrebsspil fortsatte samtidige halvlegen ud. 3 ud af 4 straffe blev misbrugt, og i den anden ende af banen kunne Ribe-Esbjerg bombe løs mod de skiftende LTH-målmænd.

Efter de første 30 minutter gik holdende derfor til pause med en stilling på 15-9 til hjemmeholdet.

De første 5 minutter af 2.halvleg lignede det, at LTH havde fået bedre fat. 7 mod 6 gav nogle større chancer foran målet, og de første par gange blev disse frie skud da også forvandlet til mål. Det stoppede dog meget hurtigt igen. De store fejl begyndte at indfinde sig, og denne gang blev de konsekvent straffet.

Mange tekniske fejl endte med kontrascoringer til Ribe-Esbjerg. Inden man fik set sig om, havde hjemmeholdet lukket kampen. De havde bragt sig foran med 10, med langt over et kvarter tilbage. Herefter var spændingen langt væk, og Ribe-Esbjerg satte cruise-controllen på.

Kampen endte med en 9-målssejr til Ribe-Esbjerg. Nemlig 31-22.

LTH får muligheden for at rejse sig tirsdag den 22. december når Århus Håndbold kommer på besøg. Her skal mange ting ændres fra dagens opgør, og truppen skal op i et helt andet gear, hvis vi skal være parate når østjyderne kommer på besøg. Hvis den velkendte fight og vilje kommer tilbage, så er der masser af mulighed for genrejsning på tirsdag.

Vi har nu 3 point op til Ringsted på 13.pladsen, og det er bekymrende ja, men det er langt fra umuligt at hente. Drengene vil kæmpe til det sidste, og det får vi forhåbentlig at se allerede til næste kamp.

KOM SÅ DE RØDE.