Lemvig-Thyborøn Håndbold kan i dag præsentere yderligere to spillere til den kommende sæsons trup. Der er tale om Casper Ebbesen og Nicolai Pugholm Hvid.

For en uge siden kunne Lemvig-Thyborøn præsentere de to Århus-spillere, Kristian Rammel og Jonas Langerhuus. I dag kan klubben løfte sløret for to nye spillere i form af venstre fløjen, Casper Ebbesen, og forsvars- og stregspilleren, Nicolai Pugholm Hvid. Begge har skrevet en to-årig aftale med den vestjyske klub.

Casper Ebbesen kommer fra en sæson i den svenske ligaklub, IFK Skövde. Inden dette skifte spillede han i HC Midtjylland, og han kender derfor sin kommende fløjkollega, Jørgen Rasmussen. Ebbesen er 21 år og måler 202 centimeter, og qua sin højde må han derfor betragtes som en noget atypisk fløj.

“Casper er en spændende tilføjelse, som vi ser store udviklingsmuligheder i. Han har med sine 202 centimeter en størrelse, som vi tror vi kan gøre brug af. Samtidig har vi set ham slutte rigtig godt af for Skövde i det svenske slutspil,” siger Lars Broe.

Nicolai Pugholm Hvid kommer fra Skanderborg, hvor han har spillet i denne sæson. Udover Skanderborg har Pugholm optrådt i Randers og Skive. I den sidstnævnte klub var han anfører, hvor han bandt forsvaret sammen, og det er netop i forsvarsspillet, at den kommende LTH-spiller har sine forcer.

“Nicolai Pugholm har i flere år været på ønskesedlen, da han har gjort ondt på os de gange, hvor vi har spillet mod ham i henholdsvis Skive og Randers. Nu har det så været muligt at få tingene til og lykkes, så det glæder os naturligvis, at vi kan tilføje en rigtig forsvarskriger til næste års trup,” fortæller sportschef, Lars Broe.

Lemvig-Thyborøn Håndbold byder begge spillere velkommen i klubben!