Søndag eftermiddag havde Lemvig-Thyborøn besøg af Skanderborg Håndbold i Arena Vestjylland Forsikring, og det endte desværre med et nederlag på 25-29 efter en kamp, hvor LTH var med i størstedelen af kampen.

Lemvig-Thyborøns mission i denne sæson er overlevelse, og derfor er hvert eneste point som holdet kan få skrabet sammen utrolig vigtige. Inden søndagens kamp mod Skanderborg var der tro på, at nogle af de livsnødvendige point kunne ligge og lure i denne kamp.

Efter seks minutter var der dog ingenting, som så ud til at Lemvig-Thyborøn skulle hente point i denne kamp. Gæsterne var foran 1-4, og det lignede de forfærdelige scener, som udspillede sig i Sønderborg tidligere på ugen. Uhrenholt fik dog kaldt til timeout, hvilket hjalp gevaldigt. Dagens to farligste LTH’er, Jesper Kokholm og Jonas Gade, sørgede for to hurtige mål, og vestjyderne var tilbage i kampen.

Efter 18 minutters spil kunne Jesper Kokholm på straffekast bringe “de røde” i front med 9-8, og det stoppede ikke der. LTH kom også i front med 13-9. En god Skanderborg-periode i slutningen af første halvleg lagde ikke en dæmper på forventningerne, og Uhrenholts tropper kunne derfor gå til pause foran 14-12.

De hvidblusede gæster fortsatte deres gode periode fra anden halvlegs start, og efter knap 37 minutters spil kunne Morten Balling bringe sit mandskab i front med 15-16. LTH holdt dog ved, og med 13 minutter tilbage af kampen kunne Jonas Gade give LTH en ny føring, da han scorede til 21-20. Vestjyderne var med til stillingen 23-23 med ti minutter igen, og så trak Skanderborg fra. Stillingen blev 23-27 efter et par dumme LTH-fejl, som Skanderborg straffede ved at lave nogle hurtige kontramål. LTH’erne kom aldrig tættere på, og tabte kampen 25-29. Kampens spiller blev Frederik Hummelmose som fortsatte niveauet fra SønderjyskE-kampen, og leverede en ganske god indsats i LTH-buret.

Det var ellers en dag, hvor Lemvig-Thyborøn med lidt mere held og skarphed i slutningen sagtens kunne have taget de to point. Drengene må dog op på hesten igen, for allerede fredag venter næste kamp, når holdet drager på sæsonens længste udebanetur til Nordsjælland.

Hør her hvad Anders Thomsen havde at sige efter kampen:

Slutresultat: 25-29 (14-12)

LTH-udvisninger: 4, SKA-udvisninger: 3

LTH-målscorere:
Jesper Kokholm 6 mål
Jonas Gade 6 mål
Jørgen Rasmussen 4 mål
Rasmus Porup 2 mål
Andreas Damgaard 2 mål
Mathias Porsholdt 2 mål
Mark Nikolajsen 1 mål
Emil Sidelmann 1 mål
Anders Agger 1 mål