Inden dagens kamp kunne LTH med en sejr øge forspringet ned til Nordsjælland på sidstepladsen, så der var fem point imellem dem. I stedet vandt gæsterne kampen, og er nu kun et point bagefter Lemvig-Thyborøn.

LTH’erne fik ikke den bedste start på kampen, hvor gæstenes Kasper Kisum nærmest gjorde, hvad der passede ham. Stillingen var 1-4 til Nordsjælland efter 8 minutter – 3 af målene var kommet fra Kisums hånd. I den anden ende spillede “de røde” sig frem til mange fine chancer, men de blev desværre afværget af en stærkt spillende Frederik Andersson i gæsternes mål.

I den anden ende gjorde Ronnie Nicolaisen, hvad han kunne for at holde Lemvig-Thyborøn inde i kampen, men skarpheden var langt væk i angrebsspillet, hvor fejlafleveringer og andre fejl var skyld i, at sjællænderne kunne gå til pause foran med 10-13.

At være bagud med tre ved pausen må siges at være et godkendt resultat efter niveauet i første halvleg. LTH’erne åbnede også anden halvleg op med en redning fra Ronnie og en hurtig scoring fra banens bedste, Jonas Langerhuus. Derefter fortsatte fejlene fra hjemmeholdet, og pludselig var gæsterne i front med 13-19. Det så meget svært ud, men stille og roligt fik Anders Thomsens tropper halet ind på gæsterne.

Med 7 minutter igen kunne Langerhuus score sit 11. mål, og samtidig udligne til stillingen 23-23, og spændingen var tilbage i opgøret, mens der også var liv igen i Arena Vestjylland Forsikring. Dog fortsatte det gode spil ikke i resten af kampen, hvor Nordsjælland var skarpest, og vandt bundkampen med 25-27. Set over hele kampen var dette det fortjente resultat. Hjemmeholdet nåede aldrig op på topniveauet, og så må man bare indse, at man ikke vinder nogle kampe i Primo Tours Ligaen.

Med nederlaget missede LTH en gylden mulighed for at få en rigtig god sæsonstart, hvor der ville være godt med luft ned til den frygtindgydende sidsteplads. I stedet for er der helt åbent i bunden af tabellen, hvor KIF Kolding med aftenens resultat er røget ned på en sidsteplads. Næste opgave for Lemvig-Thyborøn er fredag den 4. oktober, hvor drengene skal til Aalborg for at møde de forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold.

Tak for opbakningen til alle de fremmødte, som gjorde hvad de kunne, for at hjælpe drengene til sejr.

Slutresultat: 25-27 (10-13)

LTH-udvisninger: 0, NH-udvisninger: 1

LTH-målscorere:
Jonas Langerhuus 11 mål
Rasmus Porup 6 mål
Jesper Kokholm 4 mål
Jacob Østergaard 1 mål
Christian Holm 1 mål
Pelle Schilling 1 mål
Mathias Porsholdt 1 mål