Efter en utilfredsstillende indsats i kampen mod KIF Kolding var der inden kampen mod Århus fokus på at vaske den grimme plet væk, men dette lykkedes langt fra, og LTH leverede endnu en indsats, som var et 1. divisionshold værdigt.

Lemvig-Thyborøn Håndbold kom godt fra start i lørdagens ligakamp ude mod Århus, hvor holdet efter 12 minutter var foran med 4-5. De resterende 48 minutter er ikke værd at skrive hjem om. Præcis dette var også tilfældet i Kolding ugen forinden. Hvis man som et hold af Lemvig-Thyborøns kaliber skal have en chance for at få point i kampene i ligaen, så skal man være fuldt fokuseret igennem samtlige 60 minutter, hvilket ikke har været tilfældet i de to seneste kampe, hvor holdet i store dele af kampen har underpræsteret gevaldigt.

Formen fra den første del af sæsonen skal genfindes, hvis ikke en returbillet til første division skal være det eneste resultat, som Claus Uhrenholts tropper ender ud med i år. Men netop kampene mod Kolding, Mors og Ribe i den første del af sæsonen gør formentlig de fleste LTH-tilhængere fortrøstningsfulde, da det unge mandskab i disse kampe har bevist, at de er berettiget til at være i ligaen.

Vestjyderne har nu fire kampe tilbage inden EM-pausen står for døren. Der er brug for point, så man kan holde trit med de andre hold i bundkampen, og næste gang Lemvig-Thyborøn kæmper om de vitale point er allerede på onsdag, hvor SønderjyskE kommer på besøg i Arena Vestjylland Forsikring. Efter to dårlige kampe er det netop nu, at hele truppen har brug for, at I er bag dem, så vi håber på, at mange vil finde vejen til Arena Vestjylland Forsikring på onsdag, så vi sammen kan komme på rette kurs igen!

Slutresultat: 30-18 (16-11)

ÅH-udvisninger: 2, LTH-udvisninger: 6

LTH-målscorere:
Jonas Gade 5 mål
Mark Nikolajsen 4 mål
Andreas Damgaard 3 mål
Jørgen Rasmussen 2 mål
Jesper Kokholm 2 mål
Mads Høj 1 mål
Rasmus Porup 1 mål