FOTO: Christina Bundgaard Photography


Onsdag aften tabte Lemvig-Thyborøn med 33-27 på udebane til Bjerringbro-Silkeborg i en kamp, hvor hjemmeholdet ikke var så frygtindgydende som forventet.

Det er ikke hver dag, at man er frustreret over at gå til pause med et uafgjort resultat mod et hold af BSV’s kaliber. Dette var dog tilfældet onsdag aften i Jysk Arena i Silkeborg. LTH-træner, Claus Uhrenholt, tog et håndklæde, og smadrede det ned i stolen ved siden af ham, da haluret signalerede, at første halvleg var forbi.

Stillingen ved pausen var 15-15, men kort forinden havde vestjyderne været i front med 12-15 takket være et godt angrebsspil, som havde meget let ved at finde vej igennem hjemmeholdets forsvar. Peter Bredsdorffs tropper fik dog hentet LTH’ernes føring ind, og kunne som skrevet gå til pause med et uafgjort resultat. Derfor var Uhrenholts frustration til at forstå.

Shadrach Nsoni havde fået chancen fra start, og han leverede en flot første halvleg med mange gode redninger. Målmanden med de congolesiske rødder var derfor også en af årsagerne til, at det rødklædte udehold var så godt med i første halvleg.

Det lille formdyk som Lemvig-Thyborøn havde haft i slutminutterne af første halvleg fortsatte fra anden halvlegs start. VM-guldvinderen, Johan Hansen, kunne efter 34 minutter bringe BSV i front med 18-15, og det var nu ni spilleminutter siden, at LTH havde puttet bolden i kassen sidst. Hjemmeholdet valgte i løbet af første halvleg at skifte Aljosa Rezar ind i målet, og han fik bedre fat end målmandskollegaen, Kasper Larsen, og han var med til at få sit mandskab tilbage i kampen.

Hjemmeholdet fik løst sine problemer ved at spille syv mod seks, hvilket gjorde det ekstra svært for LTH-forsvaret, som især i første halvleg havde stået virkelig stærkt. Her kan man blandt andet fremhæve Mathias Porsholdt, som bare bliver bedre og bedre.

Med godt et kvarter tilbage af kampen fiskede Jørgen Rasmussen en BSV-aflevering, og han løb op og reducerede til 23-22, og LTH’erne var for en kort stund igen inde i kampbilledet. Tættere kom Uhrenholts tropper ikke på BSV, og hjemmeholdet trak fra, og kunne derfor vinde opgøret med 33-27. Det var ellers en dag, hvor Lemvig-Thyborøn med mere skarphed og kynisme sagtens kunne have snuppet begge point. Vestjyderne greb dog ikke chancen, og BSV vandt fortjent kampen.

Det hjalp dog heller ikke for LTH, at Mads Thymann midt i første halvleg måtte forlade banen med en knæskade. Det skal dog siges, at makkeren på venstre back, Rasmus Porup, kom ind og leverede en rigtig god indsats. Det ville dog have været dejligt, at have lidt at skifte med, så der kunne have været sat lidt mere friske kræfter i spil.

I momenter beviser drengene, at de godt kan spille lige op med nogle af de bedste hold i landet, og det får også brug for i næste kamp, som er på tirsdag hjemme i Arena Vestjylland Forsikring, når TTH Holstebro kommer på besøg.

Slutresultat: 33-27 (15-15)

BSV-udvisninger: 6, LTH-udvisninger: 2

LTH-målscorere:
Rasmus Porup 7 mål
Jonas Gade 5 mål
Mathias Porsholdt 4 mål
Jørgen Rasmussen 3 mål
Jesper Kokholm 3 mål
Jacob Østergaard 2 mål
Mark Nikolajsen 2 mål
Andreas Damgaard 1 mål